Skip to main content

 

- først med nyheder om medicin

Ni års opfølgning: Adjuverende Opdivo forbedrer stadig RFS hos patienter med melanom

ESMO: Adjuverende (Opdivo) nivolumab forbedrer fortsat recidivfri overlevelse sammenlignet med ipilimumab hos patienter med reseceret stadie IIIB–C eller IV melanom. Det viser langtidsdata fra CheckMate 238-studiet. OS-data er stadig umodne.

Resultaterne blev præsenteret ved det europæiske onkologiske selskabs årsmøde ESMO 2025 (abstract #1609MO) og samtidig publiceret i New England Journal of Medicine.

CheckMate 238 inkluderede 906 patienter over 15 år med højrisiko reseceret melanom (stadie IIIB–C eller IV), der blev randomiseret 1:1 til nivolumab 3 mg/kg hver anden uge eller ipilimumab 10 mg/kg hver tredje uge i fire doser og derefter hver 12. uge i op til et år eller indtil sygdomsrecidiv eller uacceptabel toksicitet.

Efter en minimumsopfølgning på ni år var den sygdomsfri overlevelsesrate (RFS) fortsat signifikant højere hos patienter behandlet med nivolumab end hos patienter behandlet med ipilimumab (44 procent versus 37 procent; HR 0,76; 95% CI 0,63-0,90).

Den fjernmetastasefri overlevelse (DMFS) og tiden fra behandlingsstart til første dokumenterede progression eller dødsfald på efterfølgende behandlingslinje (PFS2) var ligeledes bedre med nivolumab (DMFS HR 0,81; 95% CI 0,65-1,00; PFS2 HR 0,77; 95% CI 0,63-0,93).

Der var en tendens til forbedret samlet overlevelse med nivolumab, men data er endnu umodne (69 procent med nivolumab versus 65 procent med ipilimumab; HR 0,88; 95% CI 0,69-1,11).

Siden syvårsanalysen er der registreret otte nye recidiver blandt patienter i nivolumab-armen og to i ipilimumab-armen. Og der var henholdsvis syv og ti nye dødsfald i de to arme (heraf fire og syv på grund af melanom).

Efterfølgende systemisk behandling var mindre hyppig efter nivolumab end efter ipilimumab (45 procent versus 51 procent). Der er ikke rapporteret nye behandlingsrelaterede sene bivirkninger.

Adjuverende nivolumab har været anbefalet i Danmark siden november 2018.

 

ESMO

Kultur