Skip to main content

 

Overraskende mange lungekræftpatienter starter hos egen læge uden specifikke symptomer

Mange lungekræftpatienter debuterer med uspecifikke symptomer, som kan gøre udredningen længere og mere kompleks. Det indikerer et dansk studie, som både overrasker og bekymrer forskere.

Blandt 766 lungekræftpatienter, hvis forløb begyndte hos den praktiserende læge, havde kun 36 procent specifikke alarmsymptomer på lungekræft. Næsten halvdelen af patienterne, 48 procent, kom med uspecifikke symptomer, mens 9 procent havde begge typer symptomer, og resten var uden symptomer.

Det fremgår af et retrospektivt spørgeskema- og registerstudie bragt i juni måned i Acta Oncologica.

Uspecifikke symptomer som vægttab, træthed og bevægelsesapparatsmerter, som ikke åbenlyst er relateret til et specifikt organ eller en bestemt sygdom, var forbundet med en mindre direkte vej gennem sundhedsvæsenet, og patienter, der blev diagnosticeret med kræft efter en akut indlæggelse, havde i højere grad fremskreden sygdom, fremgår det af studiet.

Professor, praktiserende læge Dorte Ejg Jarbøl er førsteforfatter på studiet. Hun er tilknyttet Forskningsenheden for Almen Praksis, Syddansk Universitet.

For hende er studiets centrale budskab, at det er patienterne med de uspecifikke og vage symptomer, der ser ud til at have de mest udfordrende udredningsforløb.

”Hvis jeg skal pege på, hvad der overrasker mig mest i vores studie – så er det netop at patienter, der diagnosticeres med lungekræft, ofte beskriver uspecifikke symptomer ved første kontakt hos lægen. I lærebøgerne har patienter med lungekræft klassiske symptomer som langvarig hoste, åndenød eller blodigt opspyt, og det giver så adgang til udredning i de organspecifikke kræftpakker. Men vores studie indikerer, at virkeligheden kan være en anden.”

Den nye viden gør det svært som praktiserende læge at være frontperson i sundhedsvæsenet, vurderer professoren.

”Vi skal være opmærksomme og fange ændringer i hostemønster, vægttab, appetitløshed eller andet, der kan give os en ide om, at der kan være alvorlig sygdom hos denne patient. Vi kan ikke bare forlade os på de klassiske og øjeblikkelige symptomer,” siger Dorte Ejg Jarbøl.

Ikke et argument for screening

I Region Syddanmark afslutter man ved årets udgang et pilotprojekt om et nationalt screeningsprogram for lungekræft.

1.000 borgere fra Fyn og omegn i alderen 60 til 74 år, som er i særlig risiko for at udvikle lungekræft, bliver tilbudt lavdosis CT-skanning en gang om året i de tre år, pilotstudiet varer. Borgerne bliver samtidig tilbudt en lungefunktionsundersøgelse, der kan måle, om deres lungefunktion er normal eller nedsat, ligesom borgere, der ryger, bliver tilbudt et rygestopkursus.

Professor Dorte Ejg Jarbøl mener ikke, at studiets resultater i sig selv udgør et argument for at indføre screening.  

”Jeg tror ikke, at screening for lungekræft er hele løsningen, da der er vist en social skævhed i forhold til deltagelse i screening, og lungekræftpatienter er en patientgruppe med mange socialt udsatte borgere. Screeningen vil derfor ikke nødvendigvis ramme de mest udsatte borgere.”  

Forskning peger på, at praktiserende læger måske i højere grad kan være opmærksomme på patienterne, når de kommer i anden anledning i almen praksis, for de henvender sig ikke altid selv, når de oplever symptomer. 

“Derfor er vi nødt til at være opmærksomme på risikoen for alvorlig sygdom som kræft, når vi møder patienterne i andre sammenhænge, for eksempel i forbindelse med statuskonsultationer for andre kroniske sygdomme og tilstande som KOL, diabetes eller hypertension,” siger Dorte Ejg Jarbøl.

Studiets sidsteforfatter, læge, ph.d. og forsker Lisa Maria Sele Sætre, også fra Forskningsenheden for Almen Praksis i Odense, mener ligeledes, at screening næppe vil kunne erstatte den symptombaserede diagnostik, da langt de fleste patienter med kræft, screening eller ej, vil skulle diagnosticeres på baggrund af symptomer.

”Vi skal også huske på de cirka 20 procent af patienterne, der får lungekræft, men som ikke har nogen tobakshistorik med aktiv eller passiv rygning. I den igangværende screeningspilot tilbydes denne gruppe ikke screening.  Derudover er det fuldstændig rigtigt, at man internationalt har set en social skæv tilslutning til screening. Derfor vil det nære sundhedsvæsen formentlig fortsætte med at spille en hovedrolle i opsporing af lungekræft.”

Tag gentagne henvendelser alvorligt

Dorte Ejg Jarbøl tilføjer, at der er studier i gang, der undersøger, om der er hjælp at hente i risikomodeller, som kan udpege højrisikopatienter, også når de ikke møder op til lægen med eksempelvis alarmerende tobakshoste.   

”Det her studie er også en påmindelse om, at vi skal vi turde henvise til udredning mere end én gang, også selvom den første undersøgelse er normal. Og vi skal tage patienter, der henvender sig flere gange, alvorligt.”

Studiet inddrager i alt 1.069 patienter, som fik konstateret lungekræft mellem 2019 og 2021. De 766 patienter, som indledte deres forløb hos egen læge, udgør 72 procent af studiegrundlaget, de øvrige patienters forløb er enten begyndt i forbindelse med et andet forløb hos privatpraktiserende speciallæge, på hospitalet eller i lægevagten.

Lisa Maria Sele Sætre minder om, at mange danskere oplever symptomer som hoste, åndenød eller træthed, der kan være tegn på lungekræft, men som langt oftere skyldes helt andre og mindre alvorlige tilstande. Omkring 40 procent vælger at kontakte deres læge med disse symptomer, men færre end én ud af tusind viser sig faktisk at have lungekræft. For de fleste skyldes symptomerne noget andet eller går over af sig selv, påpeger forskeren, der er førsteforfatter på adskillige studier om lungekræft og almen praksis.  

”Resultaterne i studiet understreger, at det kan være vanskeligt at diagnosticere lungekræft rettidigt, og det udfordres yderligere af, at en stor del af patienterne præsenterer sig med uspecifikke symptomer, der vanskeliggør den diagnostiske proces,” siger Lisa Maria Sele Sætre.