Skip to main content

 

Dansk praksis for tidligt immunterapistop får opbakning

ESMO: Danmark har i årevis skilt sig ud ved at stoppe immunterapi tidligt hos patienter med metastatisk melanom og respons. Nu får den danske praksis et rygstød.

Det viser et danskledet registerstudie, som blev præsenteret den 24. oktober på ESMO 2026 (abstract #2132P). I sammenligningen var den mediane behandlingsvarighed 8,6 måneder i Danmark mod 23,8 måneder i de øvrige europæiske lande – en forskel på godt 15 måneder.

Trods den markant kortere behandling var hverken den samlede eller den melanomspecifikke overlevelse signifikant forskellig mellem grupperne. 

Resultaterne giver dermed ny støtte til en dansk behandlingsstrategi, som har været anbefalet i de nationale retningslinjer siden 2019. Her kan immunterapien afsluttes efter et dokumenteret objektivt respons frem for at fortsætte til en fast maksimal behandlingsvarighed.

Dansk Melanom Gruppes gældende retningslinjer angiver, at behandlingen ved komplet respons (CR) kan afsluttes efter yderligere tre måneders behandling og bekræftelse af responset. Ved partielt respons (PR) fortsættes i seks måneder efter bedste opnåede respons. Den tilstræbte maksimale behandlingsvarighed er to år.

Tidligere danske data har vist gode overlevelsesresultater hos patienter, der stopper tidligt efter respons. Den nye analyse undersøger, hvordan resultaterne står mål med patienter behandlet i andre europæiske lande uden tilsvarende formelle anbefalinger om tidligt behandlingsstop.

Forskerne identificerede i alt 897 patienter i det europæiske register EUMelaReg, som havde opnået objektivt respons under førstelinjebehandling med checkpoint-hæmmere for metastatisk melanom i perioden 2019–2024. Heraf var 339 behandlet i Danmark og 558 i andre europæiske lande.

Før matching var de danske patienter ældre (median 72 mod 68 år) og havde oftere M1c-sygdom (39,8 mod 27,1 procent). Forskerne foretog derfor propensity score-baseret matching på alder og TNM-stadium, hvorefter 339 patienter indgik i hver gruppe.

Den mediane behandlingsvarighed var 8,6 måneder (95% CI 7,7-9,7) i den danske gruppe mod 23,8 måneder (95% CI 21,4-24,9) i sammenligningsgruppen (p<0,0001). Den mediane opfølgning var henholdsvis 55,0 og 45,1 måneder.

Efter to år var den samlede overlevelse 84,4 procent (95% CI 80,0-87,8) blandt de danske patienter mod 86,8 procent (95% CI 82,7-90,0) blandt patienterne fra de øvrige lande. Den melanomspecifikke toårsoverlevelse var henholdsvis 87,3 og 89,4 procent.

Der var ingen statistisk signifikant forskel i de samlede overlevelsesanalyser for hverken samlet overlevelse (OS; p=0,123) eller melanomspecifik overlevelse (MSS; p=0,106). Medianen var endnu ikke nået for nogen af de to endepunkter i nogen af grupperne.

Både den mediane progressionsfri overlevelse og responsvarigheden var numerisk længere blandt de danske patienter. Median PFS var 54,7 mod 42,8 måneder (p=0,228), mens median responsvarighed var 52,1 mod 36,0 måneder (p=0,220). Forskellene var ikke statistisk signifikante.

Forskerne konkluderer, at resultaterne støtter tidligt behandlingsstop baseret på respons uden forringelse af overlevelsen. Studiet er dog retrospektivt, og matchningen omfattede ifølge abstractet alene alder og TNM-stadium. Andre forskelle mellem patientgrupperne kan derfor have påvirket resultaterne, og fraværet af signifikante forskelle dokumenterer ikke i sig selv, at de to strategier giver ligeværdig overlevelse.