Adjuverende dobbelt-immunterapi har ikke effekt på PFS for LS-SCLC-patienter

ESMO: Det er ikke en fordel for patienter med begrænset småcellet lungekræft (LS-SCLC) at modtage adjuverende immunterapi efter standardbehandling med kemostråleterapi (CRT) og profylaktisk kraniebestråling (PCI).

Det viser resultaterne fra ETOP/IFCT 4-12 STIMULI-studiet, der lørdag blev præsenteret (Abstrakt LBA84) på årets virtuelle ESMO-kongres .

STIMULI er et randomiseret fase II-studie, som var designet til at demonstrere, at adjuverende behandling med Opdivo (nivolumab) plus Yervoy (ipilimumab) efter CRT og PCI forlænger den progressionsfri overlevelse (PFS) for patienter med LS-SCLC. Det viste sig imidlertid ikke at forholde sig sådan. PFS var ens uanset om patienterne fik konsoliderende nivolumab/ipilimumab eller blev observeret efter standardbehandling med CRT og PCI.

"Hvis patienter med LS-SCLC får recidiv efter kurativt intenderet kemostråleterapi, så er prognosen dårlig og behandlingsmulighederne er begrænsede. Og derfor ligger det os meget på sinde at finde frem til en behandling, som kan nedsætte risiko for recidiv. Så det er nedslående at se, at adjuverende immunterapi tilsyneladende ikke har nogen effekt på den progressionsfri overlevelse," siger Mette Mouritzen, læge på Onkologisk Afdeling ved Aalborg Universitetshospital.

Kortvarig behandling med immunterapi

I STIMULI blev de 222 patienter inkluderet, og heraf blev 153 patienter randomiseret 1:1 til nivolumab (fire serier af et mg/kg hver tredje uger) plus ipilimumab (tre mg/kg hver tredje uge) efterfulgt af nivolumab alene (240 mg hver anden uge i op til 12 mdr.) eller observation efter standardbehandling med CRT plus PCI.

Oprindelig var studiet designet med to sidestillede endepunkter, PFS og OS. Men som følge af, at studiet var lang tid om at inkludere tilstrækkeligt med patienter, blev designet ændret således, at der kun var et primært endepunkt, PFS. De sekundære endepunkter var OS, tid til behandlingssvigt (TTF) og sikkerhed.

Resultaterne viser, at den toårige PFS-rate var 43 procent i immunterapi-armen og 40 procent i observationsarmen. Den mediane PFS var henholdsvis 10,7 måneder og 14,5 måneder. Data viser ydermere, at den mediane TTF var 1,7 måneder i immunterapi-armen.

"Mere end 50 procent af patienterne må stoppe den immunterapeutiske behandling grundet bivirkninger. At behandlingsforløbet for så stor en andel af patienterne stoppes før tid, kan måske forklare, hvorfor vi ikke ser en effekt på PFS," siger Mette Mouritzen.

OS-kurverne krydser efter to år

Ved data cut-off var den mediane OS ikke nået blandt de patienter, som fik adjuverende immunterapi, mens den var 31,6 måneder i observationsarmen. Etårs-OS-raten var henholdsvis 79 procent og 89 procent.

"Hvis vi observerer kurven for den samlede OS, så ser vi, at den krydser efter to år. Det indikerer, at hvis først patienterne lever mere end to år, så kan der måske være en OS-gevinst ved adjuverende immunterapi. Det er ikke signifikant, men jeg vil ikke udelukke, at vi på sigt vil se, at nogle af patienterne i ipi-nivo-armen bliver langtidsoverlevere," siger Mette Mouritzen.

Studiet viser, at de patienter, som fik immunterapi samtidig med to daglige dosis stråleterapi havde større gavn af behandlingen. Performancestatus 1 og det at være kvinde var ligeledes korreleret til en større effekt. 

"Vi mangler biomarkører at målrette en potentiel adjuverende behandling efter. Det er også tilfældet i den palliative behandling af lungekræftpatienter med immunterapi. Studiets resultater kan muligvis anvendes til at justere behandlingen – hvis vi altså på sigt skal behandle med adjuverende immunterapi i klinikken," siger Mette Mouritzen.