Skip to main content

 


”Det er ikke noget, vi kan konkludere endeligt endnu. Men man må sige, at det ser lovende ud. Jeg kunne godt forestille mig, at der er udvalgte patienter, der har gavn af behandlingen,” siger Lotte Holm Land.

Retsevmo mindsker risikoen for tilbagefald ved RET-fusionspositiv NSCLC

ASCO:  Adjuverende behandling med Retsevmo (selpercatinib) forbedrer eventfri overlevelse signifikant sammenlignet med placebo hos patienter med stadium II-IIIA RET-fusionspositiv ikke-småcellet lungekræft (NSCLC). Resultaterne er lovende, men data er stadig meget tidlige, siger overlæge Lotte Holm Land.

Resultaterne kommer fra det randomiserede dobbeltblindede fase III-studie LIBRETTO-432, som blev præsenteret under Plenary Session på ASCO 2026 (abstract #LBA3).

”Resultaterne er flotte og lovende, men de er også tidlige. Det ser ud, som om der er en markant forskel på, om patienterne får selpercatinib eller placebo, men der har ikke været ret mange hændelser endnu, så vi ved ikke endnu, om det er en specifik gruppe af patienter, der har effekt, og om det har en betydning for overlevelsen,” siger Lotte Holm Land, overlæge på Onkologisk Afdeling, Odense Universitetshospital.

Ni ud af ti er kræftfri efter to år

Studiet undersøgte adjuverende selpercatinib sammenlignet med placebo hos patienter med stadium IB-IIIA RET-fusionspositiv ikke-småcellet lungekræft (NSCLC) efter definitiv lokoregional behandling.

I alt blev 151 patienter randomiseret, 75 til selpercatinib og 76 til placebo. Median opfølgningstid var 24 måneder i selpercatinibarmen og 27 måneder i placeboarmen.

Resultaterne viser, at selpercatinib forbedrede eventfri overlevelse (EFS) markant hos patienter med stadium II-IIIA-sygdom (n=109). Hazard ratio for EFS var 0,172 (95% CI: 0,058-0,509; p=0,0003).

Median EFS var ikke nået med selpercatinib mod 31,8 måneder med placebo. Der var 4 EFS-hændelser i selpercatinib-armen og 19 i placeboarmen.

EFS vurderet ved BICR var i overensstemmelse med den investigator-vurderede analyse. Her var HR 0,125 (95% CI: 0,028-0,552; p=0,0011).

Den toårige EFS-rate var 91,5 procent med selpercatinib og 61,1 procent med placebo.

Behandlingsstop efter tre år

Selpercatinib er allerede anbefalet af Medicinrådet som behandling af metastatisk RET-fusionspositiv NSCLC. Spørgsmålet er nu, om LIBRETTO-432-resultaterne taler for, at behandlingen rykkes frem i behandlingen af tidlig sygdom.

”Det er ikke noget, vi kan konkludere endeligt endnu. Men man må sige, at det ser lovende ud. Jeg kunne godt forestille mig, at der er udvalgte patienter, der har gavn af behandlingen,” siger Lotte Holm Land.

Udfordringen er, at selpercatinib er en cytostatisk behandling, påpeger hun.

“Selpercatinib er ikke en cytotoksisk behandling, men derimod en cytostatisk behandling. Det betyder, at det ikke dræber kræftcellerne, men derimod hæmmer dem. Det betyder, at når man stopper behandlingen – som de gør efter tre år i dette studie – så kan der være en risiko for, at sygdommen kommer igen. Det bliver interessant at se, hvad der sker efter de tre år.”

Onkologisk Tidsskrift: Er det så ikke uhensigtsmæssigt at stoppe behandlingen?

“Jo, men der er især vigtigt at finde ud af, hvilke patienter der har gavn af behandlingen. Patienter, der er opereret med et lavt sygdomsstadie, har mindre risiko for tilbagefald. Så hvis de skal have en behandling i op til tre år, med de potentielle bivirkninger, der kan følge med, så skal det også gøre en forskel på eksempelvis forekomsten af cerebrale metastaser og have en effekt på overlevelse,” siger Lotte Holm Land.

”Det er naturligvis også interessant at se, om der kommer en større andel af tilbagefald når man stopper behandlingen efter de tre år. Det bliver interessant at, se om de flotte resultater holder, og om det gælder for alle stadier, eller om der er en subgruppe af patienter, som har særlig stor gavn – for eksempel dem med højere sygdomsstadier.”

Hyppigste bivirkninger var forhøjede levertal

I LIBRETTO-432 blev patienterne randomiseret 1:1 til selpercatinib eller placebo i op til tre år.

Det primære endepunkt var investigator-vurderet eventfri overlevelse (EFS) blandt patienter med stadium II-IIIA-sygdom.

Sekundære endepunkter omfattede investigator-vurderet EFS i den samlede randomiserede population med stadium IB-IIIA-sygdom, EFS vurderet ved blinded independent central review (BICR), samlet overlevelse og sikkerhed.

Patienter i placeboarmen kunne krydse over til selpercatinib ved recidiv.

Bivirkninger ved adjuverende selpercatinib var sammenlignelige med dem, der tidligere er rapporteret ved metastatisk RET-fusionspositiv NSCLC. De hyppigste bivirkninger var forhøjet ALAT og ASAT. Der blev observeret tre dødsfald i studiet, alle i placeboarmen som følge af sygdommen.