Yngre NSCLC-patienter bliver oftere diagnosticeret med senstadie-sygdom end ældre

WCLC: Størstedelen af yngre patienter under 50 år med ikke-småcellet lungekræft får først stillet deres diagnose, når sygdommen er i et sent stadie. Det samme gør sig ikke gældende for ældre patienter over 50 år, viser analyser af data fra et stort amerikansk registerstudie.

Den signifikante forskel i sygdomsstadie på diagnosetidspunktet imellem de to aldersgrupper kan muligvis forklares af forskelle i tumorbiologi, forsinkelse i diagnosticering og manglende metoder til tidlig diagnostik i den yngre gruppe (<50 år). Sådan lyder det fra forskerne bag studiet. Den vurdering er Zaigham Saghir, speciallæge i lungemedicin og klinisk lektor ved Lungemedicinsk Sektion, Medicinsk Afdeling på Herlev-Gentofte Hospital og Købehavns Universitet, enig i.

”Studiet viser, at der i perioden mellem 2010 og 2018 ikke er sket en ændring i stadieinddelingen på diagnosetidspunktet for yngre lungekræftpatienter, mens der i samme periode kan registreres færre tilfælde af senstadie-sygdom på diagnosetidspunktet blandt de ældre patienter. I perioden har man i USA indført lungekræftscreening som et tilbud til ældre risikopatienter, så udviklingen i den ældre patientgruppe kan læses som et udtryk for en screeningseffekt,” siger han.

Zaigham Saghir

Zaigham Saghir overværede præsentationen af det amerikanske registerstudie, der fandt sted på en oral session søndag d. 7. august på den globale lungekræftkongres WCLC i Wien.  

I USA tilbydes lungekræftscreening nu årligt til risikopersoner (rygere og tidligere rygere med ophør inden for de seneste 15 år) i alderen 50 til 80 år med mindst 20 pakkeår (et pakkeår = én pakke á 20 stk. cigaretter dagligt i et år).

Forsinkelse i diagnostikken

I studiet analyserede forskerne på data fra patienter i alderen 20-79 år, som blev diagnosticeret med ikke-småcellet lungekræft (NSCLC) i perioden 2010 til 2018 i USA. Data var trukket fra Surveillance Epidemiology End Results (SEER)-databasen og National Cancer Database (NCDB).

Patienterne blev grupperet i tiårs-intervaller (20-29 år, 30-39 år, 40-49 år, 50-59 år, 60-69 år og 70-79 år), og antallet af NSCLC-tilfælde blev estimeret for hvert interval. Herefter blev andelen af patienter diagnosticeret med stadie IV-sygdom i 2010 versus 2018 beregnet for hvert aldersinterval. I studiet anvendte man en multivariabel logistisk regressionsmodel til at analysere år-til-år-forandringer i sandsynligheden for at blive diagnosticeret med tidligere sygdomsstadier.

Data viser, at over 80 procent af patienterne i alderen 20-29 år blev diagnosticeret med stadie IV-sygdom, mens det galt 40 procent af patienterne i alderen 70-79 år. Ydermere viser data, at der blandt patienter i alderen 50-59 år, 60-69 år og 70-79 år kunne registreres en udvikling, der gik imod, at patienterne hyppigere blev diagnosticeret med tidlig-stadiesygdom, mens en sådan udvikling ikke kunne registreres blandt patienter i alderen 20-29 år, 30-39 år og 40-49 år.

”At så mange yngre patienter først bliver diagnosticeret med lungekræft, når sygdommen er meget fremskreden, skyldes formentlig, at man hverken som ungt menneske eller læge mistænker alvorlig sygdom som det første i den alder. Hvis et ungt menneske går og hoster og skranter lidt igennem en længere periode, så er den første tanke, der falder én ind jo ikke, at der er tale om lungekræft. Det skaber en forsinkelse i diagnostikken,” siger Zaigham Saghir.

Ikke argument for at screene unge

Forskerne bag registerstudiet konkluderer, at data understreger behovet for at udvikle strategier, der kan fremme tidlig diagnostik af lungekræft blandt yngre patienter, som ikke er målgruppen for deltagelse i et screeningsprogram. Zaigham Saghir støtter op om dette behov, men han mener ikke, at vejen frem er at udvide inklusionskriterierne i screeningsprogrammerne.

”Data er ikke argument for at inkludere yngre risikoborgere i screeningsprogrammerne. Screening er forbeholdt de borgere, der har den største risiko for at udvikle lungekræft – altså ældre borgere med en lang rygehistorik. Og sådan skal det blive ved med at være. Jo flere borgere, der inkluderes i et screeningsprogram, des mindre kosteffektivt bliver det, og des flere skadelige afledte effekter af screeningen vil vi se,” siger han.

Zaigham Saghir tilføjer:

”Vi skal screene dem, der har mest gavn af det. Og så må vi tage andre redskaber i brug i forhold til at opspore lungekræft tidligere blandt de yngre patienter.”