Tagrisso forbedrer overlevelsen fra EGFR-muteret NSCLC

ESMO2017: EGFR-TKI-hæmmeren Tagrisso (osimertinib) forbedrer den progressionsfri overlevelse med 54 procent sammenlignet med standardførstelinjebehandling hos patienter med EGFR-muteret ikke-småcellet lungekræft (NSCLC).

Det viser resultater fra fase III-studiet FLAURA, der blev præsenteret på lørdagens Presidential Symposium på ESMO 2017.

FLAURA har deltagelse af i alt 556 NSCLC-patienter med EGFR exon 19 eller 21 mutationer. Patienterne er fra Asien, Europa og Nordamerika og er blevet randomiseret 1:1 til førstelinjebehandling med enten Tagrisso eller standardbehandling med Tarceva (erlotinib) eller Iressa (gefitinib).

Den foreløbige undersøgelse af 60 behandlingsnaive patienter med EGFR-mutationer, der blev præsenteret på ESMO, viser, at den gennemsnitlige progressionsfri overlevelse (PFS) med Tagrisso-behandling var 18,9 måneder med Tagrisso sammenlignet med 10,2 måneder for standardbehandlingen. Fordelen i PFS var konsistent i alle undergrupper, herunder patienter med og uden hjernemetastaser ved studiestart.

”Osimertinib var klart bedre end standardbehandling i patienter med EGFR-muteret NSCLC. Den progressionsfri overlevelsesfordel for patienter med og uden hjernemetastaser var næsten identisk, hvilket tyder på, at osimertinib er aktiv i hjernen såvel som på systemiske steder. Det er vigtigt, fordi hjernemetastaser er et almindeligt problem hos EGFR-muterede patienter,” siger førsteforfatter på undersøgelsen professor Suresh Ramalingam, som er vicedirektør ved Winship Cancer Institute of Emory University, Atlanta, USA.

Gunstig sikkerhedsprofil

Dataene fra den foreløbige undersøgelse viser, at den gennemsnitlige responsvarighed var to gange højere for patienter behandlet med Tagrisso (17,2 måneder) versus standardbehandlingen, mens den samlede responsrate var 80 procent med Tagrisso-behandling mod 76 procent med standardbehandling.

Tal for den gennemsnitlige overlevelse blev ikke nået, men den samlede overlevelse syntes at favorisere Tagrisso. Dette var dog ikke statistisk signifikant.

Hvad angår toksicitet var Tagrissos sikkerhedsprofil gunstigere end standardbehandlingens, på trods af længere behandlingsvarighed (16,2 måneder mod 11,5 måneder). Forekomsten af bivirkninger af grad 3 eller højere var lavere for Tagrisso (34 procent) end for standardbehandling (45 procent).

Bør være førstelinjebehandling

EGFR-mutationer er til stede i omkring 15 procent af vestlige NSCLC-patienter, mens de er til stede i 35 procent af asiatiske NSCLC-patienter. EGFR-hæmmere, som Tarceva og Iressa, har

vist sig bedre end kemoterapi ved førstebehandling af disse patienter, men på trods af høje responsfrekvenser og PFS udvikler mange patienter resistens over for lægemidlerne. I størstedelen af patienterne muliggøres denne resistens af en T790M-mutation.

Tagrisso er en tredjegenerations EGFR-tyrosinkinase(TKI)-hæmmer, der selektivt hæmmer både EGFR- og T790M-resistensmutationer. Derfor antog forskerne bag undersøgelsen, at det ville være forbundet med et bedre resultat, fortæller Suresh Ramalingam.

ESMO-kommentator Enriqueta Felip fra Head, Thoracic og H & N Cancer Group, Vall d'Hebron Universitetshospital, Vall d'Hebron Institut for Onkologi (VHIO), Barcelona, mener, at Tagrisso, på baggrund af resultaterne fra FLAURA, bør betragtes som en ny førstelinjebehandling for NSCLC-patienter med EGFR-mutationer.

”Osimertinib reducerede risikoen for kræftprogression med 54 procent sammenlignet med standardbehandling og forlængede den gennemsnitlige tid til progression med cirka ni måneder. Lægemidlet var godt tolereret, og det har aktivitet i hjernen. Baseret på disse resultater bør osimertinib betragtes som en ny første behandlingsmulighed for patienter med EGFR-mutationer,” siger hun.

Enriqueta Felip tilføjer, at der imidlertid er behov for at fortsætte opfølgningen for at se, om de behandlede med Tagrisso lever længere samlet set. Der er også behov for flere data om mekanismerne for erhvervet resistens hos patienter behandlet med Tagrisso i førstelinje, påpeger hun.