
Tecentriq-kombination forbedrer PFS i stadie IV NSCLC
WCLC2018: PD-L1-hæmmeren Tecentriq (atezolizumab) i kombination med carboplatin plus Alimta (pemetrexed) som førstelinjebehandling og Alimta som vedligeholdelsesbehandling forbedrer den progressionsfrie overlevelse (PFS) hos patienter med fase IV NSCLC.
Det viser fase III-studiet IMpower132, som blev præsenteret på WCLC i Toronto (OA05.07) mandag 24. september.
Studiet har deltagelse af 578 kemoterapi-naive patienter med fase IV NSCLC. Patienterne blev randomiseret 1:1 til at modtage fire eller seks cyklusser af carboplatin 6 mg/ml/min eller cisplatin 75 mg/m2 plus Alimta 500 mg/m2 efterfulgt af Alimta som vedligeholdelsesbehandling (arm B ) eller carboplatin-Alimta eller cisplatin-Alimta plus Tecentriq 1200 mg efterfulgt af Alimta plus Tecentriq som vedligeholdelsesbehandling (arm A).
Resultaterne viste, at Tecentriq plus Alimta-baseret kemoterapi (Arm A) resulterede i en forbedret PFS (gennemsnitligt 7,6 måneder versus 5,2 måneder for kontrolgruppen) forbundet med 40 procent reduktion i risiko for progression i alle patienter. Resultaterne sås på tværs af vigtige kliniske undergrupper, herunder asiatiske patienter, ’aldrig-rygere’, nuværende rygere samt tidligere rygere.
”Ved at hæmme interaktionen af PD-L1 med dets receptorer PD-1 og B7.1 genopretter Tecentriq tumorspecifik T-celleimmunitet, der tilbyder en værdifuld behandlingsmulighed, der forlænger overlevelsen for patienter med stadie IV NSCLC,” siger dr. Vassiliki A. Papadimitrakopoulou, som er leder af afdelingen for Thoracic Medical Oncology hos MD Anderson Cancer Center.
I den foreløbige analyse af samlet overlevelse (OS) viste Tecentriq plus Alimta-baseret kemoterapi en numerisk forbedring i OS på 4,5 måneder i forhold til Alimta-baseret kemoterapi alene.
Resultaterne fra IMpower132 er vigtige, fordi de yderligere understøtter anvendelsen af Tecentriq plus kemoterapi med eller uden Avastin (bevacizumab) ved kemoterapi-naiv NSCLC.
