Kristian Lunds blog
Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

5.600 mænd kan fremover spares for biopsier og mange for overbehandling

Michael Borre

Nye europæiske retningslinier gør, at 5.600 mænd fremover spares for biopsier og mange for overbehandling.

De nye europæiske retningslinjer presser på for at MR-scanning indføres i den danske prostatakræftdiagnostik. MR-scanning af alle mænd, der er henvist på mistanke om prostatakræft, vil nemlig medføre, at man kan spare en markant del af de mænd, der hvert år får taget nålebiopsier, for indgrebet, som både er forbundet med ubehag og risikoen for alvorlig infektion.

Formand for den danske prostatakræftgruppe, DaProCa, professor Michael Borre fra Aarhus Universitetshospital er begejstret for de nye retningslinjer fra European Association of Urology (EAU), som lyder, at der skal være foretaget en positiv MR-scanning – det vil sige, at MR-scanningen skal vise, at der er tale om prostatakræft – inden man tager en biopsi.

”Det kommer til at vende tingene fuldstændig på hovedet. Det bliver voldsomt stort og voldsomt godt. Evidensen for tidlig anvendelse af MR-scanning af prostata er vokset så meget i løbet af de seneste år, at de fleste af os dårligt har kunnet vente på at få lov til at indføre dette. Jeg har advokeret for MR-scanning af prostata i rigtig mange år, og jeg kan næsten ikke få armene ned over, at der nu på europæisk plan er givet grønt lys herfor,” siger Michael Borre og tilføjer:

”Det har undervejs været en udfordring at få 100 procent kollegial opbakning til implementering af MR-regimet, hvor dette de seneste år har sneget sig ind i vores anbefalinger. Men nu er evidensen så overbevisende, at vi er nødt til at tilbyde vores patienter undersøgelsen.”

Også Prostatakræftforeningen PROPA glæder sig over retningslinjerne og håber, at MR-scanning nu bliver indført som standard på de danske urologiske afdelinger.

”Det er et ønske, vi har haft i flere år. I Sverige har man brugt MR-scanning som standard i mange år, men i Danmark er vi forfærdeligt bagud. Som det er nu, bliver der taget for mange og for dårlige biopsier. Derfor er vi glade for de europæiske urologers anbefaling, som kommer til at spare mange mænd for unødige biopsier,” siger PROPA’s formand, Tonny Clausen.

Tusindvis af mænd kan slippe for biopsier

Studier, blandt andet fra Herlev Hospital, viser, at MR-scanning er langt mere effektivt til at finde mænd med aggressiv prostatakræft end ultralydsvejledt biopsi, der er standardundersøgelsen på næsten alle danske urologiske afdelinger.

Resultaterne viste også, at MR-scanningerne er bedre til at udelukke ikke behandlingskrævende sygdom, som i dag overdiagnosticeres med risiko for overbehandling. Michael Borre er i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på DaProCa’s årsrapport fra 2018 og har i den forbindelse regnet på, hvad det ville have betydet for tallene fra 2018, hvis diagnostisk MR-scanning havde været indført.

I alt fik cirka 8.400 mænd i Danmark foretaget prostatakræftbiopsier i 2018. 3.800 af dem var negative, det vil sige, at der ikke blev fundet nogen kræfttumor, og at de derfor som udgangspunkt havde været ’MR-negative’. I 4.600 af tilfældene viste biopsien, at der var kræft, men 1.000 af dem – det vil sige cirka hver femte – drejede sig om såkaldte lavrisikopatienter. Det er patienter, som man egentlig ikke ønsker af finde, fordi risikoen for, at de udvikler alvorlig sygdom er minimal. Disse patienter ville typisk ligeledes have været MR-negative.

”I dag er det sådan, at for at undgå underbehandling kommer vil til at overdiagnosticere - med risiko for overbehandling. MR-scanning vil spare os for dette kæmpe dilemma og vil formentlig betyde, at de, som lige nu er under aktiv overvågning, slet ikke vil blive fundet. Det frigør tid og kræfter til at observere dem, der er lidt mere syge,” siger Michael Borre.

Gøres regnestykket op, vil MR-scanning teoretisk set skære to tredjedele af de mænd fra, som i dag får foretaget et biopsisæt á 10 stk.

”Det betyder, at 5.600 mænd om året bliver sparet for biopsier. Fem procent bliver efter bioptering indlagt til antibiotisk behandling for potentielt livstruende blodforgiftning. Det vil sige, at vi kan spare omkring 300 mænd om året for blodforgiftning. Prostatabiopsier har i år kostet liv herhjemme," siger Michael Borre og tilføjer:

"Jeg tænker også, at operationsantallet falder, så vi nok kan spare et par hundrede patienter om året for operationer, ligesom patologerne vil kunne spares for at vurdere over 50.000 prostatabiopsier. Det er en win-win situation, når først det kører.”

På plads om et par år

Ligesom ved dyr medicin kan man ikke indføre en ny gennemgribende diagnostikprocedure uden, at den godkendes i Danish Comprehensive Cancer Center (DCCC) - og dermed af direktionskredsen i regionerne - da det vil medføre store økonomiske omfordelinger og investeringer, inden fordelene kan ’høstes’. Michael Borre har forvarslet DCCC om en forestående opdatering af de kliniske retningslinjer på området, så ingen overrumples over paradigmeskiftet.

”Det er på høje tide, at der påbegyndes en dialog om, hvordan vi får den nye diagnostik implementeret, herunder får etableret den nødvendige radiologiske ekspertise, MR-maskinpark og hele det øvrige set up. Jeg forventer, at den nødvendige kapacitet kan være på plads i løbet af et-to år, og at selve implementeringen af det nye set up vil kunne klares indenfor yderligere et år eller to,” siger Michael Borre og tilføjer:

”Mit forslag vil være, at vi gør de indledende øvelser i 2019, og så vil vi i løbet af 2020 kunne tilbyde halvdelen af patienterne undersøgelsen og være på fuld omgangshøjde i 2021. På den måde kan vi bygge scenariet stille og roligt op, så vi alle sammen kan være med.”

I de nuværende retningslinjer lyder det, at patienter, som er i aktiv overvågning eller har fået taget negativ biopsi, men hvor man stadig mistænker kræft, ikke må få foretaget biopsier uden, at der foreligger en MR-scanning. Alligevel er der, ifølge Michael Borre, stadig udredende afdelinger i Danmark, som ikke tilbyder MR af prostata. Man er således nogle steder nødt til at bygge det op helt fra bunden, mener han.

”Jeg håber, at de nye retningslinjer vil gøre, at alle afdelinger trinvist kommer i gang med at opbygge det nødvendige set-up. Tilbuddet vil få bevågenhed blandt mænd og patienter og naturligvis udfordre de hospitaler, som ikke kan tilbyde MR-scanning. Det har gennem længere tid været et problem, og det bliver et kæmpe problem, hvis man ikke går ind i det nu med de muligheder, der kommer,” siger Michael Borre.

Økonomisk gevinst

Det kommer til at tage noget tid, og i udgangspunktet koste ressourcer, at få implementeret MR-scanning i den danske prostatakræftdiagnostik, men pengene vil på kort tid være tjent ind, mener Michael Borre.

”Man skal så, før man kan høste, men besparelsen vil komme på en relativt kort bane. Det må vi ud og forklare. Når man kan spare 5.600 mænd for at komme på hospitalet og få taget biopsier – og patologerne dermed ikke skal undersøge alle de her biopsier – samt 300 mænd for indlæggelser på grund af blodforgiftning, vil det, udover mere relevante behandlingstilbud til de syge, give en kæmpe besparelse, som man kan opruste radiologien med,” siger han.

Michael Borre og DaProCa er for nyligt blevet kontaktet af en privatperson med forespørgsel om etablering af et åbent MR-prostata center i Danmark, med henblik på privat udredning for prostatakræft.

”Man har således gennemskuet, at der er et enormt udækket behov, alt imens sundhedsvæsnet har ligget og slumret og slet ikke gjort sig klar til den forestående opgave,” siger Michael Borre og fortsætter: 

”Retningslinjerne fra EAU og de private investorer, som er begyndt at melde sig på banen, øger presset for at sygehusvæsnet kommer ud af starthullerne, og jeg beder derfor om, at vi uden vaklen i geledderne nu i samlet flok går ud og siger, at det her er noget vi SKAL.”

NYHEDSANALYSE:

Fem vigtige input til MDT-konferencer

Intet er så godt at det ikke kan - og bør - forbedres. Det gælder også det multidisciplinære arbejde med kræftpatienter, hvilket reelt er blevet den vigtigste organisatoriske udvikling af kræftindsatsen i de senere år. Men ærligt talt, så er det projekt slet ikke i mål med de rigtige organisatoriske løsninger.

Læs mere ...

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift