Adjuverende kemoterapi mindsker tilbagefald ved sjælden nyrekræft
Adjuverende kemoterapi kan halvere risikoen for tilbagefald af kræft i urinrøret og nyrebækkenet.
Det viser et studie, der er det hidtil største af sin art og publiceret i Lancet Oncology og involverede 261 personer med kræft i urinrøret og nyrebækkenet. I undersøgelsen vurderede de britiske forskere fordelen ved at give patienterne fire cykler af en kombination af to kemoterapier (gemcitabin og platinbaseret kemoterapi) sammenlignet med den aktuelle standardbehandling, hvor patienterne aktivt overvåges for at få øje på tegn på tilbagefald af kræft efter operation.
Resultaterne viser, at kemoterapi efter kirurgi reducerede risikoen for at dø eller få tilbagefald af kræften med 55 procent. 71 procent af patienterne, der fik kemoterapi, overlevede i tre år eller mere efter at have deltaget i studiet, uden at deres sygdom kom tilbage. Til sammenligning gjaldt det 46 procent af de patienter, der var under overvågning.
Som forventet oplevede flere patienter alvorlige bivirkninger i kemoterapigruppen sammenlignet med patienter under overvågning, nemlig omkring 44 procent. Det svarer til forekomsten af bivirkninger, der blev set i andre grupper af patienter, der blev behandlet med disse lægemidler.
Forskerne har bekræftet, at de nu arbejder på at integrere forsøgsresultaterne i internationale retningslinjer for klinisk praksis, så kemoterapi efter operationen bliver ny standardbehandling for patienter med kræft i urinrøret og nyrebækkenet.
Dernæst planlægger teamet at undersøge fordelen ved at tilføje immunterapi eller målrettet behandling til kemoterapi.
