Skip to main content

 


”Når det kommer til livmoderkræft er vi langt bagud, og vi skal gøre det langt bedre. Industrien har haft fokus på æggestokkræft, men vi må se, hvad vi kan gøre nu med de stoffer, der er på markedet,” siger Mansoor Raza Mirza.

Palbociclib-kombi forbedrer progressionsfri overlevelse for patienter med livmoderkræft

ESMOEn kombination af CDK4/6-hæmmeren Ibrance (palbociclib) og letrozol demonstrerede en klinisk meningsfuld forbedring af progressionsfri overlevelse mod avanceret eller tilbagevendende ER+ livmoderkræft sammenlignet med letrozol og placebo, viser nordisk-ledet fase II-studie.

”Resultaterne giver meritter til en fase III-undersøgelse,” siger Mansoor Raza Mirza, overlæge ved Rigshospitalet, om sin præsentation af resultaterne fra det dansk-internationale studie ENGOT-EN3/NSGO-PALEO, der lørdag blev præsenteret (Abstrakt LBA28) på årets virtuelle ESMO-kongres.

Det er det første globale kliniske forsøg, der tester en CDK4/6-hæmmer mod livmoderkræft af nogen form, og resultatet er lovende. Særligt med denne patient-gruppe in mente, som ikke har mange behandlingsmuligheder, hvis der er tilbagefald efter kemoterapi.

”Når det kommer til livmoderkræft er vi langt bagud, og vi skal gøre det langt bedre. Industrien har haft fokus på æggestokkræft, men vi må se, hvad vi kan gøre nu med de stoffer, der er på markedet,” siger Mansoor Raza Mirza og fortsætter:

”Vi er meget stolte over, at vi har lavet studiet som lægesponsoreret [udenom industrien, red.] og med gode resultater.” 

Fra bryst- til livmoderkræft

Palbociclib er i øjeblikket godkendt som behandling mod hormonreceptor-positiv brystkræft, og da ER+ livmoderkræft lige sådan er hormonafhængig, har det været håbet og hypotesen fra forskerne, at palbociclib også vil have positiv effekt her i kombination med en antihormon-behandling.

Valget faldt på letrozol som antihormon-behandling, da præparatet er kendt for at være tåleligt, og da patientgruppen ofte er ældre og har komorbiditeter såsom forhøjet blodtryk og diabetes. 

Håndterbare bivirkninger

Konklusionen fra Mansoor Raza Mirza lyder, at selvom der var flere bivirkninger i palbociclib-armen, så var de håndterbare og kunne til dels begrænses ved en dosisreduktion. Livskvaliteten blev bevaret, viste PRO-data. 

Næste skridt er en fase III-undersøgelse som skal klarlægge, i hvor høj grad behandlingen med palbociclib kan hjælpe denne patientgruppe, som lige nu er hårdt ramt og med få behandlingsmuligheder.

”Vi har lært en del fra dette studie, som vi vil tage med os over i et fase III-studie. Vi vil blandt andet være noget mere aktive i forhold til at reducere dosis ved tegn på bivirkninger.” 

Resultaterne i en nøddeskal

Letrozol kombineret med palbociclib forbedrede samtidig signifikant progressionsfri overlevelse sammenlignet med letrozol og placebo: 

  • Henholdsvis median 8,3 vs. 3,0 måneder; hazardratio 0,56 (95% CI 0,32 til 0,98; p0,041).
  • Sygdomskontrolrate efter 24 uger var 64 procent mod 38 procent.
  • Patientrapporterede resultater var ens i de to behandlingsarme.

25 procent stoppede med palbociclib i behandlings-armen på grund af bivirkninger og 13 procent i placebo-armen.