Lynparza i kombination med bevacizumab ikke anbefalet mod æggestokkræft
Medicinrådet anbefaler ikke Lynparza (olaparib) i kombination med bevacizumab til førstelinje vedligeholdelsesbehandling af kræft i æggestokkene, uagtet om patienterne har BRCA-mutation eller homolog rekombinationsdefekt (HRD-positive).
For patienter med BRCA-mutation har kombinationsbehandlingen samlet set ikke bedre effekt og er samtidig forbundet med flere bivirkninger end behandling med olaparib alene, som er den behandling, patienterne får i dag, skriver Medicinrådet i deres anbefaling.
Medicinrådet vurderer til gengæld, at behandlingen er forbundet med flere bivirkninger.
Dog er der en gevinst for patienter uden BRCA-mutation, som er HRD-positive, hvor kombinationsbehandlingen kan forlænge perioden, før patienternes kræftsygdom forværres, men prisen er bare for høj, skriver Medicinrådet.
”For HRD-positive patienter uden BRCA-mutation er der en lille merværdi sammenlignet med henholdsvis bevacizumab alene og placebo. Det betyder, at kombinationsbehandlingen samlet set er lidt bedre end de lægemidler, man bruger i dag.”
Medicinrådet har vurderet, at det vil koste ca. ca. 744.000 kr. mere at behandle én HRD-positiv patient, der er kandidat til bevacizumab, og ca. 1,3 mio. kr. mere at behandle én HRD-positiv patient, der ikke er kandidat til bevacizumab med olaparib i kombination med bevacizumab, end med hhv. olaparib monoterapi, bevacizumab og ingen behandling.
Beregningen er baseret på de officielle listepriser for lægemidlerne, men rådets beslutning er dog truffet på baggrund af priser på lægemidlerne, som Amgros har forhandlet med lægemiddelfirmaerne. De forhandlede priser er fortrolige efter firmaernes ønske, og derfor må Medicinrådet ikke offentliggøre hverken de reelle priser eller omkostninger.
Medicinrådet har vurderet, at regionerne vil skulle bruge 71,7 mio. kr. mere i det femte år efter en evt. anbefaling til alle populationerne, også de BRCA-positive.
Medicinrådet slutter:
”Kvaliteten af de data, der er for sammenligningen af olaparib i kombination med bevacizumab med de lægemidler, man bruger i dag, er meget lav. Det betyder, at nye studier med høj sandsynlighed kan ændre konklusionen.”
