Skip to main content

 

Langtidsdata viser lovende respons for immunterapi mod livmoderhalskræft

Opdivo (nivolumab) som monoterapi og Opdivo plus Yervoy (ipilimumab) er potentielt lovende behandlingsmuligheder for tilbagevendende eller metastatisk livmoderhalskræft.

Det viser langtidsdata fra fase I/II-studiet CheckMate 358. Tidligere data fra CheckMate 358 har vist, at Opdivo giver holdbare antitumorresponser, og at kombinationen af Opdivo plus Yervoy viser lovende klinisk aktivitet. De nye langsigtede resultater, som er publiceret i The Lancet Oncology, omfatter samme kohorte af patienter med tilbagevendende eller metastatisk livmoderhalskræft fra 30 hospitaler og cancercentre i ti lande.

I perioden oktober 2015 til marts 2020 blev 193 patienter rekrutteret, hvoraf 176 blev behandlet. 19 patienter modtog Opdivo-monoterapi og 45 patienter modtog Opdivo hver anden uge plus Yervoy hver sjette uge (NIVO3 plus IPI1). 

112 patienter modtog Opdivo hver tredje uge plus Yervoy hver tredje uge i fire cyklusser og derefter Opdivo hver anden uge (NIVO1 plus IPI3); 45 i den randomiserede gruppe og 67 i en ekspansionsgruppe. Behandlingen fortsatte indtil sygdomsprogression, uacceptabel toksicitet eller tilbagetrækning af samtykke eller i op til 24 måneder. Det primære endepunkt var objektiv responsrate (ORR), og antitumoraktivitet og sikkerhed blev analyseret hos alle behandlede patienter.

Gennemsnitlig opfølgningstid var 19,9 måneder med Opdivo, 12,6 måneder med NIVO3 plus IPI1 og 16,7 måneder med poolet NIVO1 plus IPI3. Resultaterne viste, at ORR var 26 procent (95 procent CI 9–51; fem ud af 19 patienter) med Opdivo, 31 procent (18–47; 14 ud af 45 patienter) med NIVO3 plus IPI1, 40 procent (26–56; 18 ud af 45 patienter)med randomiseret NIVO1 plus IPI3 og 38 procent (29-48; 43 ud af 112 patienter) med poolet NIVO1 plus IPI3.

De mest almindelige grad 3-4 behandlingsrelaterede bivirkninger var diarré, hepatisk cytolyse, hyponatriæmi, pneumonitis og synkope (en [fem procent] patient hver; Opdivo-gruppen), diarré, øget gamma-glutamyltransferase, øget lipase og opkastning (to [fire procent] patienter hver; NIVO3 plus IPI1-gruppen) og øget lipase (ni [otte procent] patienter) og anæmi (syv [seks procent] patienter; poolet NIVO1 plus IPI3-gruppe).

Alvorlige behandlingsrelaterede bivirkninger blev rapporteret hos tre (16 procent) patienter i Opdivo-gruppen, 12 (27 procent) patienter i NIVO3 plus IPI1-gruppen og 47 (42 procent) patienter i den samlede NIVO1 plus IPI3-gruppe. Der var ét behandlingsrelateret dødsfald på grund af immunmedieret colitis i NIVO1 plus IPI3-gruppen.

Forskerne bag studiet påpeger, at næste skridt for at bekræfte behandlingsfordelene hos patienter med tilbagevendende eller metastatisk livmoderhalskræft er større randomiserede studier med Opdivo plus Yervoy eller andre dobbelte immunterapiregimer.