Skip to main content

 

Nyt projekt vil målrette livmoderhalskræftscreening til udsatte borgere

Universitetsklinik for Kræftscreening (UNNICA) på Regionshospitalet Randers skal deltage i et større EU-projekt, der skal sætte skub i nedbringelsen af livmoderhalskræft hos udsatte grupper. 

Målet med det fem-årige projekt er at accelerere elimineringen af livmoderhalskræft hos sårbare og højrisikogrupper ved at tilbyde både HPV-vaccination og -screening på samme tid. Det kliniske studie kommer bland andet til at foregå i Danmark, hvor fokus bliver på hiv-smittede kvinder og transmænd.

”Vi ved, at for eksempel hiv-smittede kvinder har op til seks gange større risiko for at udvikle livmoderhalskræft sammenlignet med den øvrige befolkning. Så vi vil undersøge, om det har en effekt at give dem et kombineret HPV-vaccinations- og screeningstilbud i forbindelse med de aftaler, de i forvejen har på hospitalet,” siger seniorforsker i UNICCA og lektor på Health, Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, Mette Tranberg, der er ansvarlig for det danske studie, i en pressemeddelelse.

Som en del af projektet skal de danske forskere samarbejde med forskere i Spanien, Frankrig, Sverige og Rumænien om forskellige målgrupper, blandt andet immigranter og sexarbejdere. Det kliniske studie kommer til at omfatte 100 hiv-smittede kvinder og 100 transmænd med tilknytning til henholdsvis infektionsmedicinske afdelinger i Region Midtjylland og Region Syddanmark og Center for Kønsidentitet på Odense Universitetshospital.

UNNICA deltager som eneste danske partner i projektet, der samler 15 partnere fra otte europæiske lande. Samlet set støttes projektet med 49 millioner kroner fra EU's Horizon 2024-pulje, og UNNICA har fået bevilliget 6,7 millioner kroner. Det er tredje gang på fem år, at universitetsklinikken ved Afdeling for Folkeundersøgelser får en stor EU-bevilling. Professor og cheflæge for afdelingen, Berit Andersen, ser det som et udtryk for, at der er stor, international anerkendelse af afdelingens forskning og måde at arbejde med kræftscreeningsprogrammerne på. 

Seniorforsker i UNICCA og lektor på Health, Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, Pia Kirkegaard, er co-lead på EU-projektet og fremhæver den tætte kontakt til målgruppen, der er i Danmark.

”I Danmark er vi meget tæt på vores målgruppe og spørger faktisk dem, det handler om og ikke kun alle dem rundt om målgruppen, som man gør i en del andre lande. Vores opgave er at få både borgere i målgruppen, klinikere og beslutningstagere til at arbejde tæt sammen, så vi får designet screeningsprogrammerne til dem, der har allermest brug for dem,” siger Pia Kirkegaard.