Tre ugers kemo bør fortsat være standard til æggestokkræftpatienter i Europa
ESMO2017: Europæiske kvinder med kræft i æggestokkene bør fortsat modtage to ugentlige doser kemoterapi i tre uger frem for kemo én gang om ugen. Det viser resultaterne af fase III-undersøgelsen ICON8, der blev præsenteret på ESMO-kongressen fredag eftermiddag.
Resultaterne viser, at selvom den ugentlige dosis er godt tolereret, forlænger den ikke den progressionsfri overlevelse (PFS). På den baggrund anbefales den ikke som standardbehandling af populationen, fortæller forfatter på undersøgelsen Andrew Clamp fra Christie NHS Foundation Trust og University of Manchester.
"Resultaterne viser klart, at selvom den ugentlige dosering er godt tolereret som led i førstelinjebehandling af epithelial æggestokkræft, forlænges den progressionsfri overlevelse ikke i denne population. Derfor kan denne tilgang ikke anbefales som en standardbehandling," siger Andrew Clamp.
I ICON8 blev 1.566 overvejende europæiske patienter randomiseret til enten at modtage seks cykler af standard tre-ugers doseringsregimet (carboplatin AUC 5/6-paclitaxel 175 mg/mq) eller to forskellige regimer, der indbefattede en ugentlig gang dosisdæmpet paclitaxel (enten carboplatin AUC 5/6 plus paclitaxel 80mg/mq eller carboplatin AUC2 plus paclitaxel 80 mg/mq).
Alle patienter kom ind i ICON8-studiet efter øjeblikkelig primær operation eller modtog neoadjuverende kemoterapi med planlagt forsinket primær operation.
Undersøgelsen fandt ingen fordel for de ugentlige regimer. PFS var 24,4 måneder med standarddosering sammenlignet med henholdsvis 24,9 og 25,3 måneder i de to ugentlige regimer.
Hvad angår toksicitet var der en lille stigning i grad 3-4 bivirkninger i de to ugentlige regimer sammenlignet med treugers-regimet (hhv. 63 procent og 53 procent mod 42 procent). Stigningen skyldtes hovedsageligt ukompliceret hæmatologisk toksicitet.
Anderledes anbefaling for japanske kvinder
Selvom den ugentlige dosis ikke forlænger overlevelsen for de europæiske kvinder, er det fortsat hensigtsmæssigt at fortsætte med at tilbyde ugentligt dosis paclitaxel som en behandlingsmulighed til japanske kvinder, lyder det fra forskerne bag undersøgelsen.
Det hænger sammen med, at resultaterne fra ICON8 står i modsætning til de resultater, som en anden undersøgelse fandt. JGOG3016 har undersøgt de samme behandlingsregimer som ICON8, men i japanske æggestokkræftpatienter. Her viste der sig en signifikant forøget PFS såvel som samlet overlevelse hos de kvinder, der blev behandlet med en ugentlig dosis paclitaxel sammenlignet med dem, der fik kemoen efter en tre-ugers tidsplan.
Det er ikke klart, hvorfor ICON8 og JGOG3016 viser modsatrettede resultater. Den mest oplagte forklaring er farmakogenomiske forskelle mellem disse to etniske grupper, mener forskerne bag undersøgelsen.
