Kristian Lunds blog
Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

Ny forskning skal forbedre behandlingen af moderkagekræft

Lone Sunde

Et nyt forskningsprojekt skal forbedre behandlingen af kvinder med moderkagekræft ved at analysere DNA fra kræften i blodprøver. Professor Lone Sunde fra Aarhus Universitet har for nylig modtaget 590.000 kroner af Riisfort Fonden til projektet.

Lone Sundes forskningsgruppe har allerede i et pilotprojekt vist, at det er muligt at se DNA fra moderkagekræft i en blodprøve. Metoden giver mulighed for at lave analyser af kræft uden at tage en prøve fra kræften.

Moderkagekræft kan stamme fra en normal graviditet eller en såkaldt molagraviditet. Ved en molagraviditet er fosteret ikke levedygtigt. Kræft efter en molagraviditet kan helbredes med en mildere kemoterapi og derfor er det vigtigt at vide, hvor kræften stammer fra for at vælge den bedste behandling.

Moderkagekræft har en stor blodforsyning, og en vævsprøve medfører risiko for blødning, så det er sjældent at disse prøver bliver taget. På nuværende tidspunkt kan man ikke lave en genetisk analyse uden en vævsprøve, derfor kan oprindelsen af kræftknuden kun skønnes.

Ved at identificere DNA-markører i blodprøven, der stammer fra kræften og sammenligne med markører i patienten, hendes partner og i tidligere graviditeter, vil Lone Sunde udfordre metodens evne til at bestemme oprindelsen af kræften.

Hun håber, at resultaterne vil føre til en mere individuel kræftbehandling og at det på sigt er muligt at tilbyde en bedre metode til diagnostik sygdomsovervågning for patienter med moderkagekræft. Erfaringer fra moderkagekræft vil også kunne overføres til andre kræftformer.

Årligt bliver 10-20 kvinder i Danmark ramt af kræft i moderkagen. På verdensplan drejer det sig om 40.000 kvinder.

 

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift