Skip to main content

 

Vage symptomer øger risikoen for vanskelige kræftudredningsforløb

Vage symptomer er almindelige, men sjældent tegn på kræft, hvilket vanskeliggør tidlig diagnostik. Med Kræftplan V er der afsat midler til at styrke området. Snart kommer en videnskabelig kortlægning af litteraturen om emnet.

Sådan skriver Danish Comprehensive Cancer Center (DCCC) i en nyhed på deres hjemmeside.

Litteraturgennemgangen er udarbejdet som et såkaldt scoping review, der har til formål at identificere, kortlægge og sammenfatte den eksisterende viden om udfordringer i kræftpatienters diagnostiske forløb i sundhedsvæsenet, når de præsenterer sig med uspecifikke eller vage symptomer.

Dorte Ejg Jarbøl

DCCC står bag litteraturgennemgangen, og arbejdet er udført i et tværfagligt setup med en forfattergruppe på tværs af forskningsenhederne for Almen Praksis i Aarhus og Odense samt hospitalernes diagnostiske centre. Professor, praktiserende læge Dorte Ejg Jarbøl fra Forskningsenheden for Almen Praksis på Syddansk Universitet har været faglig lead på vegne af DCCC.

Målet med den videnskabelige litteraturgennemgang er at skabe et bedre vidensgrundlag for det videre arbejdet med området.

"Litteraturgennemgangen understreger, at langvarige og uklare symptomer øger risikoen for suboptimale udredningsforløb. Derudover peger resultaterne på, at lægens kliniske vurdering og intuitive mistanke om kræft spiller en central rolle for, hvor hurtigt patienten kommer videre i udredningssystemet," fortæller Dorte Ejg Jarbøl.

Litteraturgennemgangen er del af en samlet vidensafdækning, som skal understøtte prioriteringen af kommende forsknings- og udviklingsprojekter – og dermed bidrage til at realisere Kræftplan V's mål om at styrke opsporing og diagnosticering af borgere med uspecifikke og vage symptomer på kræft, skriver DCCC.

Læs litteraturgennemgangen her.