Skip to main content

 

- først med nyheder om medicin

Koncerndirektør: Forbud mod sponsorerede kongresrejser kan halvere antallet af rejser

"Jeg tror, at mange læger vil blive skuffede og se det som restriktioner,” siger Ole Thomsen. - Foto: Region Midtjylland

Fra nytår skal alle speciallæger i Region Midtjylland takke nej til tilbud om at få støtte til rejser og konferencer i forbindelse med efteruddannelse. Med beslutningen påtager regionen sig sit fulde arbejdsgiveransvar.

Beslutningen blev truffet i enighed af regionens direktion og lægefaglige direktører fra alle regionens hospitaler.

Lægemiddelindustriforeningen har lavet beregninger, som viser, at medicinalvirksomheder bruger ca. 80 mio. kr. årligt på at finansiere lægers kongresrejser. Koncerndirektør i Region Midtjylland, Ole Thomsen, skønner, at ca. 12-15 af de miliioner bliver brugt til at sende læger fra Region Midtjylland på kongresrejse.

"Det er beløb, som jeg mener, at vi ikke har råd til. Måske har vi råd til halvdelen. Så det kommer til at betyde, at mange læger ikke kan komme på de rejser, som de er vant til. Det vil specielt gå ud over f.eks. onkologer og reumatologer, som rejser meget," siger han.

"Jeg tror, at mange læger vil anerkende, at hospitalerne skal betale. Men jeg tror også, at mange læger vil blive skuffede og se det som restriktioner," siger han. Hvem, der fremover kan komme afsted, vil han helt overlade til afdelingsledelserne at bestemme.

Men det er nødvendigt ata gøre noget, fastslår han. Aktuelt er regionen løbet ind i en stribe problemer med lægernes formelle habilitet i arbejdet med at udpege eksperter til Medicinrådet og fagudvalg.

 ”Vi har brug for, at mange flere læger formelt er habile til at indgå i Medicinrådets arbejde. Også læger fra vores region. Principielt er det en god ordning, at arbejdsgiveren sikrer medarbejderne den nødvendige efteruddannelse. Med et absolut venligt ment, men alligevel klart "nej-tak" til rejse og konference-sponsorater, gør vi det nu tydeligt, at Region Midtjylland selv betaler for speciallægernes efteruddannelse. På den måde sikrer vi, at vores læger også formelt er habile til arbejdet i Medicinrådet,” siger Ole Thomsen.

 ”Speciallæger lærer på mange måder. Forskning viser, at læger lærer bedst ved at reflektere over det daglige kliniske arbejde. Disse metoder vil vi fremover have fornyet opmærksomhed på. Kurser og konferencer er dog også vigtige for bl.a. netværk og samarbejde og vil selvfølgelig fortsat blive prioriteret under hensyntagen til økonomien,” siger Ole Thomsen.

Principbeslutningen skal nu konkretiseres i en Regional retningslinje, der udarbejdes i dialog med medarbejderne og godkendes endeligt af direktionen.

Andre regioner vil også løse problemet

Region Syddanmark var den første region, som klart meldte ud, at hospitalerne selv skulle betale for de ansattes efteruddannelse. I juni sagde koncerndirektør Jane Kraglund således i en pressemeddelelse:

"Vores læger skal selvfølgelig have mulighed for at efteruddanne sig ved at deltage i lægekongresser. Men vi vil også gerne have, at de deltager i Medicinrådets arbejde. For at der ikke skal herske nogen tvivl om lægernes uvildighed, synes jeg, at det er en god løsning at lade sygehusene selv stå for finansieringen af lægers og andre ansattes efteruddannelse.”

Region Sjælland arbejder på at etablere en regional uddannelsespulje, som fremadrettet kan bidrage til, at deltagere i fagudvalg og lignende efter ansøgning og indstilling fra afdelingsledelsen kan få dækket omkostningerne til den faglige efteruddannelse.

I Region Hovedstaden har Medicinrådets habilitetsregler også givet problemer med at finde kvalificerede repræsentanter til Medicinrådets fagudvalg, som kan overholde Medicinrådets habilitetsregler. Men regionen har endnu ikke meldt en klar politik ud. 

Region Nordjylland har en ordning, hvor hver enkelt overlæge årligt får et rådighedsbeløb til efteruddannelse.

medicinrodet?

Kultur