Øget kræftrisiko kan spores tilbage til fosterlivet

En øget risiko for udvikling af kræft kan spores helt tilbage til mutationer i fosterlivet. Det viser ny forskning, som forskere fra Rigshospitalet har bidraget til. 

De nye resultater, som er publiceret i Nature Communications, tager udgangspunkt i patienter med sygdommen Shwachman-Diamond syndrom (SDS), som har markant større risiko for at udvikle blodkræft senere i livet end andre mennesker.

Studiet viser, at mutationer i visse gener begynder allerede i fosterlivet eller de første leveår og fører til øget risiko for kræftudvikling. Op mod 30 procent af stamcellerne havde mutationer, der relaterer sig til en bestemt mekanisme for celleoverlevelse, og disse mutationer kunne ofte spores helt tilbage til fosterstadiet.

Det forklarer Nina Friesgaard Øbro fra Afdeling for Klinisk Immunologi på Rigshospitalet og tidligere postdoc ved University of Cambridge, Storbritannien, der er en af forskerne bag studiet.

Nina Friesgaard Øbro

”Vi kunne se, at patienterne allerede i en tidlig alder oplevede en markant reduktion i antallet af stamcellelinjer, der er ansvarlige for produktionen af blodceller. Dette fald svarer til det, der hos raske individer normalt ses meget sent i livet,” siger hun på Rigshospitalets hjemmeside.

Afgørende for sygdomsforståelsen

I studiet gennemførte den internationale forskergruppe helgenomsekventering af over 300 hæmatopoietiske kolonier, dyrket i laboratoriet fra personer med SDS, for at analysere de genetiske ændringer i cellerne. Studiet anvendte erhvervede (somatiske) mutationer som ’tags’ til at rekonstruere såkaldte stamtræer for blodstamceller og derved forstå deres evolutionshistorie.

Mutationerne var at finde i genet TP53, der er forbundet med reguleringen af cellernes cyklus og kræftbekæmpelse, eller i gener relateret til denne pathway. Mutationerne opstod tidligt, og de gjorde det muligt for stamcellerne at overleve på trods af deres medfødte defekt i ribosomernes dannelse. Til gengæld var der langt færre funktionelle stamceller i disse patienter, og nogle af mutationerne førte til en signifikant øget risiko for udvikling af myelodysplasi og akut myeloid leukæmi (AML).    

Studiets resultater er afgørende for forståelsen af de biologiske mekanismer, der går forud for forværringen af SDS og udviklingen af blodkræft hos personer med medfødt knoglemarvsdefekt. Opdagelserne kan også føre til nye potentielle mål for sygdomsmonitorering samt fremtidige målrettede behandlinger. Håbet er, at det på sigt kan være med til at mindske risikoen for kræftudvikling hos patienter med SDS.