Skip to main content

 

Mulig ny behandling til patienter med HR+/HER2-negativ brystkræft efter første recidiv

ESMO: Behandling med det TROP2-rettede antistoflægemiddelkonjugat (ADC) datopotamab deruxtecan (Dato-DXd) forbedrer den progressionsfrie overlevelse (PFS) signifikant hos brystkræftpatienter med HR+/HER2-negativ sygdom, som har modtaget én eller to tidligere linjer kemoterapi sammenlignet med kemoterapi.

Det viser de endelige PFS-resultater fra fase III-studiet TROPION-Breast01, der blev præsenteret ved en af Presidential sessionerne på den europæiske kræftkongres ESMO 2023 (abstract #LBA11).

De senere år har ADC’et Enhertu (trastuzumab deruxtecan, T-DXd) revolutioneret behandlingen af HER2+(og HER2-low) metastatisk brystkræft. De nye data fra TROPION-Breast01 indikerer, at ADC’er også kan komme til at spille en betydningsfuld rolle inden for HER2-negativ brystkræft.

Forskerne bag TROPION-Breast01 konkluderer, at studiet understøtter Dato-DXd som ny behandlingsmulighed for patienter med inoperabel eller metastatisk HR+/HER2-negativ brystkræft, som har fået én eller to tidligere linjer kemoterapi. Den vurdering er Mogens Karsbøl Boisen, afdelingslæge ved onkologisk afdeling på Herlev og Gentofte Hospital, enig i.

Mogens Karsbøl Boisen

”Studiet viser tydeligt, at Dato-DXd har effekt på ER+/HER2-brystkræft, og det kan dermed sagtens få en plads i behandlingen af patienter med denne sygdom. Hvor det bedst skal bruges i rækken af behandlinger, må nok afhænge af data fra yderligere studier,” siger Mogens Karsbøl Boisen.

Dato-DXd har tidligere demonstreret lovende antitumoraktivitet i tungt behandlede patienter med inoperabel eller metastatisk HR+/HER2-negativ brystkræft i fase I-studiet TROPION-PanTumor01. Der er ikke tidligere blevet rapporteret fase III-data på Dato-DXd i HR+/HER2-negativ brystkræft.

Afventer endelige OS-data

TROPION-Breast01 inkluderede 732 patienter med inoperabel eller metastatisk HR+/HER2-negativ brystkræft, som var progredieret på endokrin terapi (ET) og som ikke var egnede til ET, og havde modtaget én til to tidligere linjer systemisk kemoterapi. De blev randomiseret 1:1 til Dato-DXd 6 mg/kg hver tredje uge (n=365) eller investigators valg af kemoterapi (enten eribulin, vinorelbin, capecitabin eller gemcitabin, n=367) indtil progression eller uacceptabel toxicitet. Det kombinerede primære endepunkt inkluderede PFS (BICR-vurdering i henhold til RECIST 1.1) og samlet overlevelse (OS).

Ved data-cutoff (juli 2023) var 93 patienter i Dato-DXd-armen fortsat i behandling, mens det gjaldt 39 patienter i kontrolarmen. Patienterne i Dato-DXd havde signifikant forbedret PFS sammenlignet med patienterne i kontrolarmen (HR=0,63; 95% CI 0,52-0,76; P<0,0001).

Median-PFS (BICR) i Dato-DXd-armen var 6,9 måneder versus 4,5 måneder i kontrolarmen. PFS-raten (BICR) efter seks og ni måneder var henholdsvis 53,3 procent og 37,5 procent i Dato-DXd-armen, og 38,5 procent og 18,7 procent i kontrolarmen. Den samlede responsrate (ORR (BICR) var 36,4 procent i Dato-DXd-armen og 22,9 procent i kontrolarmen.

OS-data var ikke modne på tidspunktet for data-cutoff, men der observeres en trend for forbedring, der favoriserer Dato-DXd. Ved 23 procents modenhed var HR=0,84.

”I denne patientgruppe burde en effektiv behandling vise overlevelsesgevinst i denne her størrelse studie, så det vil være bedst af få bekræftet dette inden eventuel ibrugtagning. Hvis behandlingen giver bedre responsrater og PFS – men ikke forbedrer overlevelsen –, så kan der være problemer med toksicitet eller negativ påvirkning af effekt af senere behandlingslinjer. Så det bliver interessant at se de endelige resultater for OS og livskvalitet,” siger Mogens Karsbøl Boisen.

Patienterne i Dato-DXd havde færre grad ≥3 behandlingsrelaterede bivirkninger (TRAEs) og færre dosisreduktioner sammenlignet med patienterne i kontrolarmen.

Svært at opnå samme effekt

Den imponerende effekt, som ADC’er har vist i HER2-positiv (og HER2-low) metastatisk brystkræft, bliver, ifølge Mogens Karsbøl Boisen, formentlig vanskelig at genfinde i andre former for brystkræft.

”HER2+ brystkræft er markant anderledes end de andre typer brystkræft, fordi denne kræftform er så afhængig af signalering gennem en enkelt signalvej. Det har vist sig meget effektivt at hæmme denne signalvej og målrette behandling imod HER2-receptoren, som det sker med T-DXd. De øvrige typer brystkræft har ikke samme afhængighed af én enkelt signaleringsvej, og de har ikke en fælles overfladereceptor overudtrykt på samme måde, som HER2+ brystkræft har. Derfor bliver det nok svært at opnå samme imponerende effekt af ADC’er inden for disse typer brystkræft,” siger han.  

”Men der er voldsomt mange ADC’er under udvikling med forskellige targets og payloads – oftest kemoterapi. Så det er bestemt ikke umuligt, at vi kommer til at se flere eksempler på effektstørrelser som set med T-DXd.”

Det næste spørgsmål er så, om de nye effektive behandlinger bliver godkendt til standardbrug i Danmark.

”T-DXd til patienter med HER2-low brystkræft og sacituzumab govitecan til patienter med ER-/HER2- har lignende eller bedre resultater, end dem vi har set i dag for Dato-DXd, men disse er ikke blevet godkendt til brug i Danmark. Som samfund er vi selvfølgelig nødt til at prioritere, hvad vi bruger pengene til, så jeg håber, at firmaerne sænker priserne nok til, at også danske patienter kan få gavn af disse nye behandlinger,” siger Mogens Karsbøl Boisen.