Skip to main content

 

Længere tid mellem immunbehandlingerne kan koste effekt

Skrevet af Redaktionen den . Skrevet i Behandlinger.

ESMO: Respons på immunterapi rejser spørgsmålet, om patienter kan nøjes med færre behandlinger. Et fase III-studie har afprøvet checkpoint-hæmmere hver tredje måned ved fremskreden kræft – med både sygdomskontrol og overlevelse på spil.

Det viser interimanalyser fra det randomiserede fase III-studie MOIO, som blev præsenteret på ESMO 2026 (abstract #LBA10).

Patienter, der fik immunterapi hver tredje måned, havde et ugunstigt estimat for samlet overlevelse sammenlignet med patienter, der fortsatte med standardintervaller (HR 2,0; 95% CI: 1,1-3,9; p=0,0143). Samlet overlevelse var et sekundært endepunkt, og forskerne beskriver fundet som et signal om dårligere overlevelse.

Studiet blev gennemført på 36 franske centre og omfattede patienter med lokalavancerede eller metastatiske solide tumorer. Patienterne skulle have opnået partielt eller komplet respons efter seks måneders immunterapi med standarddosering. Patienter med melanom og komplet respons var udelukket.

I alt blev 340 patienter randomiseret til at fortsætte standardbehandlingen eller få samme dosis af deres immunterapi hver tredje måned. Den rapporterede modificerede intention-to-treat-analyse omfattede 308 patienter, og den mediane opfølgning var 18,6 måneder.

Det primære endepunkt var progressionsfri overlevelse (PFS). Formålet var at dokumentere, at længere behandlingsintervaller ikke medførte et uacceptabelt tab af effekt, med en på forhånd fastsat non-inferioritetsgrænse på HR 1,30.

Den mediane PFS var 25,0 måneder med standardbehandling (95% CI: 19,4-ikke estimerbar) mod 21,9 måneder med behandling hver tredje måned (95% CI: 12,1-31,6). Hazard ratio var 1,35 (95% CI: 0,9-2,0; p=0,0635).

Analysen dokumenterede dermed ikke non-inferioritet. Konfidensintervallet omfattede samtidig 1, og PFS-resultatet dokumenterede således heller ikke en statistisk signifikant forskel mellem grupperne.

Der var ingen tydelig sikkerhedsgevinst ved at give behandlingen sjældnere. Immunrelaterede bivirkninger af grad 3-4 forekom hos 10,5 procent med standardbehandling og 9,5 procent med længere intervaller. Alvorlige hændelser (SAE) blev registreret hos henholdsvis 26,3 og 25,0 procent.

PFS-estimaterne varierede efter kræfttype. Ved urotelial kræft var HR 2,9 (95% CI: 1,3-6,7) for længere intervaller sammenlignet med standardbehandling. Ved lungekræft var HR 1,6 (95% CI: 0,8-3,1).

Ved nyrecellekræft og hoved-hals-kræft pegede estimaterne numerisk i den modsatte retning med HR på henholdsvis 0,7 (95% CI: 0,3-1,5) og 0,6 (95% CI: 0,1-2,4). Konfidensintervallerne var imidlertid brede, og resultaterne dokumenterer ikke, at længere intervaller kan anvendes sikkert i disse grupper. Forskerne fremhæver behovet for biomarkørbaserede strategier til at udvælge patienter til mindre intensiv behandling.