Regeringens nærhospitaler bliver kulissebyer

- først med nyheder om medicin

Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

Bispecifikke antistoffer har stort potentiale mod solide tumorer

Siden 2017 har bispecifikke antistoffer været ’talk of  the town’ inden for det hæmatologiske speciale, men det nye behandlingsprincip har også et stort potentiale i solide tumorer. På Rigshospitalets Fase 1-enhed kører aktuelt to forsøg med T-celleaktiverende bispecifikke antistoffer, og de initiale data ser lovende ud.

Bispecifikke antistoffer er et behandlingsfelt i rivende udvikling. Inden for den maligne hæmatologi har det nye behandlingsprincip vist imponerende responsrater, især i patienter med relapseret/refraktær lymfekræft har antistofferne vist et enormt potentiale. Potentialet for bispecifikke antistoffer lader imidlertid ikke til at være reserveret til hæmatologiske kræftsygdomme. Også inden for behandlingen af solide tumorer begynder antistofferne at kaste lovende data af sig.

Bispecifikke antistoffer adskiller sig fra andre antistoffer ved at have to-tre variable regioner, der binder dels til et antigen på tumorcellerne og dels til et antigen på immuncellerne, som oftest på T-cellerne. Antistoffet får herved aktiveret cytotoksiske immunceller, og bragt disse i berøring med kræftcellerne, som de så kan slå ihjel.

Flere antistoffer i afprøvning

På Fase 1-enheden på Rigshospitalet kører aktuelt to forsøg med T-celleaktiverende bispecifikke antistoffer. Et fase II-studiet, der inkluderer patienter med kolonkræft, og et fase I-studiet, som inkluderer patienter med solide tumorer på tværs af histologi. Studierne er endnu præmature, men de initiale data ser lovende ud, konstaterer Kristoffer Staal Rohrberg, leder af Fase 1-enheden.

”Studiet på kolonkræft rapporterede initiale data sidste år. Her så vi responsrater på omkring 40 procent i patienter, der ikke har haft effekt af tidligere behandlinger. Data peger på, at de bispecifikke antistoffer kan indfri et udækket behov for patienter med avanceret kolonkræft uden mikrosatellitinstabilitet,” siger han.

Det eksperimentelle antistof targeterer antigenet CEA på overfladen af tumorcellerne i tyktarmen. I første instans inkluderede studiet bredt patienter, hvis tumorceller udtrykte CEA. For at opnå en endnu bedre effekt er det nu alene de 20 procent af patienterne, der har det højeste CEA-udtryk, som inkluderes. 

”Vi forventer, at se endnu højere responsrater i patienter med et højt CEA-udtryk. Hvor høje kan jeg endnu ikke sige noget kvalificeret om,” siger Kristoffer Staal Rohrberg.

Fase I-studiet, som inkluderer patienter på tværs af histologi, er i dosiseskalationsfasen.

Solide tumorer er en udfordring

Hæmatologiske tumorceller har i reglen et overfaldeudtryk, der adskiller sig ret markant fra kroppens raske cellers. Det samme er ikke tilfældet for de solide tumorer. Rigtig mange af de antigener, som er til stede på overfladen af de solide tumorceller, findes også i normalt væv. Det gør det vanskeligt at udvikle antistoffer, som alene targeterer tumorcellerne.

”De helt store potentialer ligger derfor i at finde et target, der alene er til stede på overfladen af tumorceller. For målretter vi de bispecifikke antistoffer mod targets, som også findes i normalt væv, så kan vi ikke undgå, at patienterne får mange bivirkninger til behandlingen,” siger Kristoffer Staal Rohrberg.

Han tilføjer:

”Det target, vi behandler efter ved kolonkræft, er stort set kun til stede på tumorcellerne. Derfor har jeg stor tiltro til de bispecifikke antistoffer her. Det er for tidligt at spekulere i, hvornår et bispecifikt antistof bliver godkendt til brug. Men det er et rigtig interessant behandlingsprincip, der efter alt at dømme, kommer til at få en plads.”

Cytokine release syndrome (CRS) er den hyppigst forekommende bivirkning ved behandling med bispecifikke antistoffer. CRS forekommer typisk de første tre til fire uger efter behandlingsstart. I grad 3 og 4 er CRS en alvorlig bivirkning, der manifesterer sig ved lavt blodtryk, iltmangel, feber, kulderystelser og i sjældne tilfælde ved neurologiske problemstillinger. CRS i grad 3 og 4 kan kræve indlæggelse på en intensiv afdeling. I grad 1 og 2 er bivirkningen ikke alvorlig. 

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift