Skip to main content

 

- først med nyheder om medicin

Medicinrådet: Vores DLBCL-vurderinger flugter i de fleste tilfælde med resten af Nordens

Medicinrådet afviser kritik af, at rådets vurderinger af nye behandlinger til patienter med tilbagefald efter diffust storcellet B-cellelymfom (DLBCL) skulle afvige markant fra vurderingerne i de lande, vi normalt sammenligner os med.

 

Det er der ellers bred enighed om blandt fremstående lymfomlæger, der i blandt andet denne artikel i Hæmatologisk Tidsskrift har kritiseret patientgruppens manglende adgang til nye behandlinger. Danske patienter med tilbagefald efter DLBCL har de seneste 20 år ikke fået adgang til nogen reelle nye behandlingsfremskridt. Det er frustrerende og bekymrende, og vi frygter for kvaliteten af den behandling, vi tilbyder herhjemme, hvis ikke der snart sker noget, lyder det fra lægerne.

Medicinrådets formænd, Steen Werner Hansen og Jørgen Schøler Kristensen, har ikke haft mulighed for at stille op til interview om sagen grundet sommerferie, men de forholder sig i et skriftligt svar til lægernes kritik.

Hæmatologisk Tidsskrift: Hvad er Medicinrådets forklaring på, at vi i Danmark vurderer de enkelte behandlinger til patienter med tilbagefald efter DLBCL anderledes, end man gør i de fleste andre skandinaviske og vesteuropæiske lande (se tabel – nederst i artiklen)?

Der kan være flere årsager til, at der er forskelle mellem landenes anbefalinger. Blandt andet kan priserne – som er fortrolige efter virksomhedernes ønske – være forskellige fra land til land. Og Medicinrådet vurderer effekten af behandlingerne i forhold til den behandling, de danske patienter får i dag, og som ikke nødvendigvis er den samme som i andre lande.

I de fleste tilfælde flugter Medicinrådets vurderinger med de andre nordiske landes vurderinger, hvad angår DLBCL. At Medicinrådet ikke anbefaler Yescarta (axicabtagene ciloleucel, axi-cel) og Kymriah (tisagenlecleucel, tisa-cel) skyldes, at vi har lagt vægt på de usikkerheder, der var i datagrundlaget sammenlignet med den nuværende standardbehandling i Danmark. Firmaerne bag de to CAR-T-celleterapier har indsendt data med længere opfølgningstid, og derfor er vi aktuelt ved at revurdere axi-cel og tisa-cel. 

 

Hæmatologisk Tidsskrift: Er måden hvorpå Medicinrådet vurderer evidensen af nye behandlinger direkte dikteret fra politisk side?

Rammerne er politisk fastsat. Rådet arbejder efter syv principper for prioritering af sygehusmedicin, som Folketinget har besluttet, og Danske Regioners bestyrelse har fastlagt Medicinrådets metoder – hvor det fremgår, at et nyt lægemiddel skal sammenlignes med dansk klinisk praksis. I modsætning til EMA vurderer Rådet altid den nye behandling i forhold til nuværende dansk praksis, ligesom vores opgave er at vurdere forholdet mellem effekt, sikkerhed og pris. EMA skal ikke forholde sig hverken til dansk klinisk praksis eller til den pris, firmaet vil sælge lægemidlet til på det danske marked.

 

Hæmatologisk Tidskrift: Hvordan ser man i Rådet på, at vi i Danmark tilsyneladende går enegang i vores analyse af evidens fra studier på nye behandlinger til patienter med tilbagefald efter DLBCL? Vi er for eksempel det eneste land i Skandinavien, hvor patienterne endnu ikke har adgang til CAR-T-celleterapi i tredje linje.

Som nævnt er det Medicinrådets opgave at vurdere nye behandlingers effekt og pris i forhold den nuværende standardbehandling i Danmark. At Medicinrådet ikke anbefaler CART-T-celleterapi i tredje linje skyldes, at vi har lagt vægt på usikkerheder i datagrundlaget. Vi er dog på nuværende tidspunkt ved at revurdere axi-cel og tisa-cel, fordi der er kommet ny data og nye pristilbud (jf. første spørgsmål).  

 

Hæmatologisk Tidsskrift: Er det – som flere lymfomlæger pointerer – korrekt, at Medicinrådet anvender argumenter om manglende evidens for at dække over, at en afvisning af en ny behandling alene handler om, at vi ikke har råd til at finansiere ibrugtagningen af behandlingen herhjemme?

Nej, det er ikke korrekt. Medicinrådet vurderer nye behandlingers effekt, sikkerhed og pris i forhold til den aktuelle standardbehandling og lægger konklusionen åbent ud til offentligheden. Hvis det er prisen, der er sat for højt fra firmaets side, er det det, vi skriver i vores anbefalinger. Hvis det er for usikker evidens, skriver vi det. Ofte er det en kombination af de to, når Medicinrådet beslutter ikke at anbefale et lægemiddel.  

 

Hæmatologisk Tidsskrift: Mener I som formænd for Medicinrådet, at rådet fungerer efter hensigten, når danske patienter med tilbagefald efter DLBCL står i en situation, hvor de reelt ikke har fået adgang til nye effektive behandlinger de sidste 20 år – mens situationen er en helt anden i vores nordiske nabolande og i de fleste andre vesteuropæiske lande?

Medicinrådet er sat i verden for at bidrage til, at sundhedsvæsenets midler bliver brugt på det, der giver mest sundhed for pengene. I forhold til DLBCL-behandlingerne, så kan vi kun svare for de fem sager, som Medicinrådet har taget stilling til, siden vi begyndte arbejdet i 2017. I de sager har Rådet vurderet, at der ikke har været et rimeligt forhold mellem effekt og omkostninger. De fleste af vores vurderinger på området flugter med anbefalingerne i enten Norge, Sverige eller begge lande.

 

Læs den samlede kritik af danske patienter med tilbagefald efter DLBCL’s manglende adgang til nye behandlinger her:

Danske lymfompatienter går glip af nye behandlinger – der er ikke sket noget de sidste 20 år!

Lymfomlæger: Det gør ondt, at vi ikke kan tilbyde CAR-T-celleterapi i Danmark

Danmark risikerer at blive ’terra non grata’ i det internationale lymfom-forskningsmiljø

Kultur

BØGER: Der er en åben og positiv tilgang til den menneskelige krop i alle dens afskygninger i Anne Fiskes ’Alle har en bagdel’. Forvent blot ikke de store dramaturgiske armbevægelser.  Søde tegninger og et humanistisk budskab kan heldigvis nå langt, så længen bogen bliver læst til børn i vuggestuealderen.

PODCAST: De to multikunstnere Anders Morgenthaler og Roald Bergmann har begge fået konstateret ADHD i en relativt sen alder, og det har resulteret i en hæsblæsende podcastserie. De håber, at den kan være et trygt rum for andre med diagnosen – samt for dem, der mistænker, at de har ADHD, og for pårørende.

KULTUR-TEMPERATUR: Alexandra Jønsson er i dag bedst kendt som medforfatter på lærebogen ‘Snart er vi alle patienter’. Hun har tidligere også landet en hovedrolle i en TV2-serie og bruger stadig skuespillet i sin forskningsformidling i dag.

STREAMING: Den gode gamle og på mange måder revolutionerende skadestueserie ER har i år 30 års jubilæum, men forsøget på at skabe en moderne afløser, ´The Pitt´, har svært ved helt at løfte arven. Det er kun skuespilleren Noah Wyle, der denne gang for alvor leverer varen som den nu også 30 år ældre, superstressede og delvist post-COVID-traumatisede ledende overlæge, Michael Robinavitch.

FILM: ’Pigen med Nålen’ er yderst betimeligt nomineret til en Oscar for sin grusomme og delvist sande historie. Filmen taler ind i en nutidig debat om kvinders rettigheder, ikke mindst til fri abort, og den er allerstærkest, når den er sortmalet socialrealism frem for fuldtonet horrorfilm.

TV: Med indkøbet af den britiske læge, forsker og TV-vært Chris van Tullekens ´Hvad er det dog vi spiser?´ fortjener TV2 et stort kip med flaget. Programmet viser, hvordan den globale fødevareindustri har perfektioneret ultraforarbejdede fødevarer, så de bliver nærmest uimodståelige, selv om de er alvorligt sundhedstruende.

FILM: Selvom filmen er i sort/hvid og foregår for 100 år siden, er temaet i ’Pigen med Nålen’ rigeligt relevant også i 2025, mener filmens ene manuskriptforfatter.

KULTUR: Praktiserende læge Helge Madsen skriver digte, både om livet i almen praksis og om det bredere samfund. Siden 1992 har digte om alle slags emner flydt i en lind strøm fra Lægecenter Korsør. 

KULTUR-TEMPERATUR: Jens Winther Jensen har den øverste post i det nyoprettede Sundhedsvæsnets Kvalitetsinstitut. Han har fundet aha-oplevelser om arbejdet med innovation og udvikling i en over 100 sider lang bog-serie om Europas historie.

TV: TV 2’s ´Så længe vi danser´ forsøger at undersøge dansens helbredende potentiale for mennesker med Parkinsons. Selvom filmen har rørende øjeblikke, mangler den empati og nærvær, hvilket gør den mere til en skildring af andres ulykke end en engagerende film om dansens transformerende kraft.