Skip to main content

 

Neoadjuverende Tecentriq er sikker ved operabel NSCLC

Skrevet af Anne Mette Steen-Andersen den . Skrevet i Lungekræft.

ESMO: Det er sikkert at give patienter med operabel ikke-småcellet lungekræft (NSCLC) en serie neoadjuverende Tecentriq (atezolizumab), men om tolerancen af behandlingen korrelerer med forlænget overlevelse er fortsat uvist.

Det  konstaterer forskerne bag fase II-studiet PRINCEPS, der lørdag blev præsenteret (Abstrakt 1215O) på årets virtuelle ESMO-kongres.

I PRINCEPS blev patienter med operabel stadium I-IIIA NSCLC behandlet med én serie atezolizumab (1200 mg IV D1), og 21-28 dage efter behandlingen blev de opereret. Patienterne var inkluderet uafhængigt af PD-L1-status. Studiets primære endepunkt var to-måneders tolerancerate defineret som andelen af patienter med større bivirkninger eller morbiditet i perioden fra behandlingsstart til én måned efter kirurgi. Tumor-samples blev analyseret fire timer efter kirurgi. Respons målt i henhold til RECIST 1.1, samt større patologisk respons (MPR) blev også vurderet.

"Studiet viser, at det er sikkert at behandle patienterne med én serie atezolizumab, samt at behandlingen ikke forhindrer kirurgi efterfølgende. Det er vigtigt at få slået fast. Aktuelt er forskerne bag studiet i gang med at rekruttere en kontrolgruppe. Det bliver interessant at se resultaterne sammenlignet med kontrolgruppen – ikke mindst i forhold til immunprofilen," siger Mette Mouritzen, læge ved Onkologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.

Svært at spå om OS

Fra 2016 til 2020 blev 30 patienter med resektabel stadium I-IIIA NSCLC inkluderet i studiet. De havde ECOG performancestatus 0-1, og gennemsnitsalderen var 64 år. Halvtreds procent af patienterne havde stadie I, 20 procent havde stadie II, og de resterende 30 procent havde stadie III-sygdom. Alle patienter gennemførte planlagt kirurgi uden større forsinkelser. Efter indgrebet havde 29 patienter R0-ressektion, og én havde R1. Patologisk respons (MPR) anvendes som et surrogatmål for samlet overlevelse (OS). Det har også været tilfældet i andre studier af neoadjuverende behandling til patientgruppen.

Data viser, at tre patienter oplevede komplikationer til det kirurgiske indgreb. Ingen grad 5 bivirkninger var observeret i studiet, og behandlingsrelaterede bivirkninger var sjældne. Ingen patienter fik komplet respons på behandlingen, fire patienter havde MPR (14 procent) og patologisk respons ≥50 blev observeret hos 12 patienter (41 procent).

"I de andre studier, der er lavet på neoadjuverende immunterapi til patientgruppen, ligger MPR i nogenlunde samme område. I PRINCEPS er MPR umiddelbart ikke korreleret til respons i henhold til RECIST. Til gengæld ser MPR ud til at være korreleret med PD-L1. Det tyder på, at patienter med høj PD-L1-ekspression har mest gavn af behandlingen. I forhold til pallierende behandling bruger vi PD-L1 til at selektere patienterne til enten kemoterapi eller immunterapi – så det samme vil formentlig være relevant i en neoadjuverende setting," siger Mette Mouritzen.

Hun tilføjer: "Om MPR reelt set kan bruges som surrogat for OS er usikkert. Der er heldigvis længere tids opfølgning på patienterne behandlet med kurativt sigte, og derfor er det ikke muligt at sige noget om overlevelsesgevinster ved behandlingen endnu."

Stor forskel på studiedata

Neoadjuverende immunterapi til patienter med operabel NSCLC tegner til at blive en sikker behandling, som kan anvendes i klinikken, men den rette behandlingskadence og patientselektion er, ifølge Mette Mouritzen, fortsat vanskelig at udtale sig om. Der er foretaget en række studier af checkpoint-inhibitorer i neoadjuverende setting, men deres uens design gør det svært at sammenligne data på tværs. Bl.a. varierer opfølgningstid og endepunkterne fra studie til studie.

"Der foreligger derfor ikke data nok til at sige noget kvalificeret om neoadjuverende immunterapis potentiale. De data vi har, peger i flere retninger. Ydermere er vi udfordrede af, at der i multicenterstudier kan være forskel i den kirurgiske kvalitet," siger Mette Mouritzen.

På ESMO blev der ligeledes præsenteret et studie af Imfinzi (durvalumab) i neoadjuverende setting til NSCLC (IFCT-1601 IONESCO). I IONESCO blev durvalumab givet i tre serier. Dette studie blev stoppet før tid, da fire patienter døde efter kirurgi. Dødsfaldene var en konsekvens af postoperative komplikationer sandsynligvis relateret til komorbiditet, og kunne således ikke direkte korreleres til durvalumab, lyder det i abstractet.