Tecentriq-kombination øger PFS hos visse lungekræftpatienter
PD-L1-hæmmeren Tecentriq (atezolizumab) i kombination med bevacizumab og kemoterapi giver en klinisk fordel for patienter med EGFR- eller ALK-muteret ikke-småcellet lungekræft (NSCLC), som er progredieret før behandling med tyrosinkinasehæmmer (TKI). Det viser fase III-studiet ATTLAS.
I studiet, som er publiceret i Journal of Clinical Oncology, har en koreansk forskergruppe sammenlignet den kliniske effekt af Tecentriq plus bevacizumab, paclitaxel og carboplatin (ABCP) efterfulgt af vedligeholdelsesbehandling med Tecentriq plus bevacizumab over for pemetrexed plus carboplatin eller cisplatin (PC) efterfulgt af vedligeholdelsesbehandling med pemetrexed. Studiets primære endepunkt var progressionsfri overlevelse (PFS).
I alt 228 NSCLC-patienter med aktiverende EGFR-mutation (215 patienter) eller ALK-translokation (13 patienter) blev indskrevet i studiet og tilfældigt tildelt i forholdet 2:1 til enten ABCP (154 patienter) eller PC (74 patienter). Den gennemsnitlige opfølgningsvarighed var 26,1 måneder (95% CI, 24,7 til 28,2).
Både objektive responsrater (ORR) og PFS var signifikant bedre i ABCP-gruppen end i PC-gruppen. ORR var 69,5 procent hos de patienter, som fik ABCP, mens den var 41,9 procent hos dem, der fik CP. Den gennemsnitlige PFS var 8,48 måneder i ABCP-gruppen mod 5,62 måneder i CP-gruppen (hazard ratio [HR], 0,62 [95 procent CI, 0,45 til 0,86]; P = ,004). PFS-fordelen steg i takt med stigende PD-L1-ekspression, med en HR på 0,47, 0,41 og 0,24 for henholdsvis PD-L1 ≥1 procent, ≥10 procent og ≥50 procent.
Den samlede overlevelse (OS) var ens mellem de to grupper, nemlig 20,63 måneder i ABCP-gruppen og 20,27 måneder i PC-gruppen (HR, 1,01 [95% CI, 0,69 til 1,46]; P = 0,975).
Sikkerhedsprofilen for ABCP-armen var sammenlignelig med den, der tidligere er rapporteret, uden yderligere sikkerhedssignaler. Der var højere frekvenser af behandlingsrelaterede bivirkninger hos de ABCP-behandlede patienter end hos dem, der fik PC-behandlingen.