Adjuverende immunterapi forbedrer ikke kliniske outcome i patienter med nyrekræft
ESMO: Patienter med renalcellekarcinom (RCC) med øget risiko for recidiv efter nefrektomi har ingen effekt af blive behandlet med adjuverende Tecentriq (atezolizumab). Behandlingen forbedrer ikke klinisk outcome sammenlignet med placebo.
Det viser analyser af data fra fase III-studiet IMmotion010, der blev præsenteret som LBA på en Proffered Paper Session med titlen ’GU tumours, non-prostate’ d. 10. september på den europæiske kræftkongres ESMO 2022 (abstract #LBA66). Der findes aktuelt ingen adjuverende behandling til patientgruppen. En betydelig andel af patienter med RCC får recidiv efter primærbehandling med locoregional terapi, og det er således af stor interesse at få adgang til en behandling, der kan forebygge tilbagefald.
IMmotion010 ændrer imidlertid ikke ved den nuværende situation, da studiet falder negativt ud. Data viser, at den mediane investigator-vurderede sygdomsfri-overlevelse (DFS) var 57,2 måneder (95% CI: 44,6, NE) for de patienter, der fik adjuverende atezolizumab, mens den var 49,5 måneder (47,2, NE) for patienter, der fik placebo (HR 0,93; 95% CI: 0,75, 1,15;P¼0,495).
Håndterbar sikkerhedsprofil
Studiet inkluderede 778 patienter med RCC med en clear-cell eller sarkomatoid komponent i høj risiko for at få recidiv efter nefrektomi (T2 grad 4, T3a grad 3/4,T3b/c eller T4 af enhver grad, TxN+ af enhver grad eller M1-resekteret med ingen tegn på sygdom). Patienterne blev randomiseret 1:1 til enten atezolizumab 1200 mg IV Q3W (n=390) eller placebo IV Q3W (n=388) i 16 cyklusser eller et år. Studiets primære endepunkt var INV-vurderet sygdomsfri overlevelse (DFS), mens de sekundære endepunkter inkluderede samlet overlevelse (OS), IRF-vurderet DFS i ITT-populationen, samt INV-DFS og IRF-DFS i patienter med PD-L1-ekspression ≥1%.
For 59,8 procent af patienterne i atezolizumab-armen var det ikke muligt at estimere OS mens det slet ikke var muligt i placeboarmen (HR 0,97; 95% CI: 0,67, 1,42). Hvad angik IRF-DFS var dette mål ikke muligt at estimere for 54,1 procent af patienterne i atezolizumab-armen, og for 49,4 procent af patienterne i placeboarmen (HR 0,87; 95% CI: 0,69, 1,12).
I abstractet skriver forskerne, at sikkerhedsprofilen for den adjuverende behandling var håndterbar. Således oplevede 27 procent af patienterne i atezolizumab-armen grad 3 eller 4 bivirkninger, mens det galt for 21 procent af patienterne i placeboarmen. Grad 5 bivirkninger sås hos <1 procent af patienterne i begge arme.
