Skip to main content

 

Førstelinjebehandling med benmelstobart plus anlotinib forbedrer PFS sammenlignet med sunitinib ved avanceret nyrekræft

Skrevet af Signe Juul Kraft den . Skrevet i Nyrekræft.

Den nye PD-L1-hæmmer benmelstobart i kombination med anlotinib forbedrer progressionsfri overlevelse (PFS) sammenlignet med sunitinib hos patienter med ubehandlet, avanceret klarcellet nyrecellekarcinom. 

Det viser fase III-studiet ETER100, der er et multicenter, randomiseret, åbent fase III-studie, som er udført på 37 medicinske steder i Kina og publiceret i The Lancet Oncology.

I studiet deltog 531 patienter med avanceret, klarcellet nyrecellekarcinom i alderen 18 til 80 år, som ikke tidligere var blevet behandlet. Patienterne modtog (1:1) enten benmelstobart (intravenøst, 1200 mg, én gang hver tredje uge) plus anlotinib (oral, 12 mg, én gang dagligt i de første to uger af en tre-ugers cyklus) eller sunitinib (oral, 50 mg, én gang dagligt i de første fire uger af en seks-ugers cyklus) indtil sygdomsprogression, uacceptabel toksicitet, investigators beslutning eller patientens udtræden af ​behandlingen. 

Studiets primære endepunkt var PFS i det fulde analysesæt (det vil sige tilfældigt tildelte patienter, der modtog mindst én dosis af studielægemidlet uden overtrædelse af centrale inklusionskriterier) og per-protokol-sæt (tilfældigt tildelte patienter, der modtog mindst én cyklus af protokolbehandling uden større protokolovertrædelser og som havde mindst én effektvurdering). 

527 patienter blev inkluderet i det fulde analysesæt, halvdelen fik benmelstobart plus anlotinib, og halvdelen fik sunitinib. Alle patienter var kinesiske, med en medianalder på 60 år, og 76 procent var mænd.

Den mediane opfølgningstid 22,8 måneder. I det fulde analysesæt var den mediane PFS signifikant længere med benmelstobart plus anlotinib end med sunitinib, nemlig 19 måneder mod 9,8 måneder (hazard ratio [HR] 0,53 [95% CI 0,42–0,67]; p < 0,0001). I per-protokol-sættet var den mediane PFS 19 måneder i benmelstobart-anlotinib-gruppen versus 11,0 måneder i sunitinib-gruppen (HR 0,55 [0,43–0,70]; p < 0,0001).

Den mest almindelige behandlingsrelaterede bivirkning af grad 3 eller værre var hypertension, som forekom hos 34 procent i benmelstobart-anlotinib-gruppen og 21 procent i sunitinib-gruppen. Alvorlige behandlingsrelaterede bivirkninger forekom hos 24 procent i benmelstobart-anlotinib-gruppen og hos 16 procent i sunitinib-gruppen. I benmelstobart-anlotinib-gruppen forekom tre dødsfald på grund af behandlingsrelaterede bivirkninger (én med hjerte-respirationsstop, ukendt årsag og nyresvigt). Der var ingen dødsfald i sunitinib-gruppen.