Metastase-rettet behandling forbedrer sygdomskontrollen ved oligometastatisk CRPC
Stereotaktisk kropsstrålebehandling (SBRT) kombineret med androgendeprivationsterapi (ADT) og enzalutamid forlænger sygdomskontrollen ved oligometastatisk kastrationsresistent prostatakræft (CRPC) ved at fordoble den mediane radiografiske progressionsfri overlevelse.
Det konkluderer Prostate Cancer Study 9 (PCS-9), et multicenter, open-label, randomiseret fase II-studie, som er publiceret i The Lancet Oncology. Formålet var at evaluere effekten af SBRT ud over standard systemisk behandling hos patienter med oligometastatisk CRPC.
I alt 102 patienter fra 13 canadiske centre deltog i studiet. Patienterne var 18 år eller ældre, havde en Eastern Cooperative Oncology Group-performancestatus på 0-2, histologisk bekræftet oligometastatisk CRPC (højst fem metastaser) og var progredieret på ADT. De blev randomiseret (1:1) til enten ADT-enzalutamid (ADT-ENZA, 160 mg én gang dagligt) eller ADT-ENZA-SBRT til alle oligometastatiske lokalisationer. Studiets primære endepunkt var radiografisk progressionsfri overlevelse, analyseret efter intention-to-treat-princippet.
Efter eksklusion af én patient i hver behandlingsgruppe på grund af tidlig seponering og utilstrækkelige data indgik 48 patienter i ADT-ENZA-gruppen og 52 i ADT-ENZA-SBRT-gruppen i den endelige analyse. De fleste patienter var hvide (80 procent), og medianalderen var 73 år. Ved en median opfølgning på 4,8 år forbedrede ADT-ENZA-SBRT den radiografiske progressionsfri overlevelse signifikant sammenlignet med ADT-ENZA alene (median 4,6 år [95% CI 3,7–ikke nået] versus 2,3 år [95% CI 1,4–3,7]; HR 0,48; 95% CI 0,27-0,86; p = 0,014).
Den mest almindelige grad 3 behandlingsrelaterede bivirkning var impotens, som forekom hos 57 procent (8 ud af 14 patienter) i ADT-ENZA-gruppen og 75 procent (9 ud af 12 patienter) i ADT-ENZA-SBRT-gruppen. Der blev ikke rapporteret grad 4-toksiciteter eller behandlingsrelaterede dødsfald.
Forskerne konkluderer, at SBRT i kombination med ADT og enzalutamid forlænger sygdomskontrollen ved oligometastatisk CRPC ved at fordoble den mediane radiografiske progressionsfri overlevelse, og at resultaterne understøtter integrationen af SBRT i behandlingsparadigmet.










