Skip to main content

 

Tripletbehandling løfter langtidsoverlevelsen markant ved prostatakræft

ESMO: Abirateron oven i ADT og docetaxel giver markant flere langtidsoverlevere ved de novo metastatisk kastrationsfølsom prostatakræft. Næsten otte års opfølgning viser, hvor stor forskellen er – især hos mænd med høj metastasebyrde.

Det viser nye langtidsdata fra fase III-studiet PEACE-1, som blev præsenteret på ESMO 2026 (abstract #2215O). Efter median 7,7 års opfølgning fastholder tillæg af abirateron og prednison en signifikant forbedring af den samlede overlevelse (OS).

Blandt de 710 patienter, der fik kastrationsbehandling (ADT) og docetaxel som standardbehandling, var median OS 6,2 år med tillæg af abirateron og prednison mod 4,4 år uden. Det svarer til en forskel i medianoverlevelse på 1,8 år og en reduktion i dødsraten på 32 procent (HR 0,68; 95% CI 0,56-0,82).

Den estimerede otteårsoverlevelse var 40,3 procent med tripletbehandling mod 27,1 procent med ADT og docetaxel – en absolut forskel på 13,2 procentpoint.

Resultaterne følger op på den tidlige dokumentation fra PEACE-1, som sammen med ARASENS-studiet satte intensiv behandling fra diagnosetidspunktet på dagsordenen. I ARASENS blev darolutamid undersøgt som tillæg til ADT og docetaxel. Dengang argumenterede Andreas Røder, professor i urologi og leder af Copenhagen Prostate Cancer Center på Rigshospitalet, for hurtigt at tage tripletbehandlingen i brug:

”Alle patienter med metastatisk prostatakræft, der vurderes at tåle kemoterapi og supplerende hormonbehandling, bør tilbydes behandlingen. Nu,” sagde Andreas Røder til Onkologisk Tidsskrift i forbindelse med ASCO-GU i 2022.

Tripletbehandling med abirateron er i dag anbefalet førstevalg i Danmark ved højvolumen mCSPC.

De nye PEACE-1-data dokumenterer nu, at overlevelsesgevinsten ved tripletbehandling med abirateron også ses ved væsentligt længere opfølgning.

Næsten dobbelt så mange langtidsoverlevere

Hos patienter med høj sygdomsvolumen var median OS 4,6 år med tripletbehandling mod 3,5 år med ADT og docetaxel (HR 0,68; 95% CI 0,54-0,85).

I denne gruppe var otteårsoverlevelsen 38 procent med tripletbehandling mod 20 procent med dobbeltbehandlingen. Dermed var andelen, der var i live efter otte år, næsten dobbelt så stor med tillæg af abirateron.

Også blandt patienter med lav sygdomsvolumen pegede resultaterne på en overlevelsesgevinst. Median OS var her 7,8 år med tripletbehandling mod 6,2 år med ADT og docetaxel. Forskellen var dog ikke statistisk signifikant i subgruppen (HR 0,74; 95% CI 0,52-1,05).

Der blev ikke påvist en statistisk signifikant forskel i behandlingseffekten mellem patienter med høj og lav sygdomsvolumen (interaktions-p=0,56). Resultaterne er således forenelige med en effekt i begge grupper, men dokumentationen er mere usikker ved lav sygdomsvolumen.

Længere opfølgning bekræfter gevinsten

PEACE-1 inkluderede 1.173 mænd med prostatakræft, som var metastatisk allerede ved diagnosen. Heraf havde 57 procent høj og 43 procent lav sygdomsvolumen.

I et 2×2 faktorielt design blev patienterne randomiseret til standardbehandling alene eller med tillæg af abirateron og prednison, strålebehandling mod prostata eller begge dele. Standardbehandlingen bestod af ADT med eller uden docetaxel.

I hele studiepopulationen var abirateron forbundet med en reduktion i dødsraten på 25 procent (HR 0,75; 95% CI 0,65-0,87; p=0,0001). Ved den første analyse efter median 4,4 års opfølgning var HR 0,82 (95% CI 0,69-0,98; p=0,030).

PEACE-1 har tidligere også belyst strålebehandlingens rolle. Ved ASCO 2023 blev der ikke påvist en OS-gevinst ved at tilføje strålebehandling. I det nye abstract har armen med både abirateron og strålebehandling den numerisk længste medianoverlevelse (6,4 år), men der rapporteres ikke en opdateret statistisk sammenligning af strålebehandlingens selvstændige effekt.

Langtidsanalysen dokumenterer dermed især gevinsten ved at føje abirateron til ADT og docetaxel. Den afgør ikke, om tripletbehandling er bedre end ADT og abirateron uden kemoterapi. Abstractet indeholder heller ikke nye data om bivirkninger eller livskvalitet.