Skip to main content

 


”Med standardbehandlingen ligger den mediane progressionsfri overlevelse meget lavt, mens den med den nye behandling er omkring 5,5 måneder. Hos patienter, som har fået så meget behandling i forvejen, synes jeg, at det er et rigtig godt resultat. Det har helt sikkert potentiale,” siger Ninna Aggerholm-Pedersen.

Ny ADC forlænger PFS markant ved fremskredent osteosarkom

ESMO: Det B7-H3-rettede antistof-lægemiddelkonjugat (ADC) risvutatug rezetecan gav markant længere tid uden sygdomsforværring sammenlignet med kemoterapi hos tungt behandlede patienter med osteosarkom. Overlæge Ninna Aggerholm-Pedersen betegner resultaterne som lovende for en patientgruppe med få behandlingsmuligheder.

Risvutatug rezetecan (Ris-Rez) forlængede den progressionsfri overlevelse (PFS) signifikant sammenlignet med kemoterapi hos patienter med recidiverende eller behandlingsrefraktært osteosarkom, som havde modtaget mindst to tidligere systemiske behandlingslinjer.

Median PFS var 5,5 måneder med Ris-Rez mod 1,4 måneder med kemoterapi (gemcitabin og docetaxel) (HR 0,33; p<0,0001).

Det viser resultater fra det randomiserede fase III-studie ARTEMIS-011 (abstract #LBA9), som blev præsenteret ved det europæiske onkologiske selskabs årsmøde ESMO 2026.

Ninna Aggerholm-Pedersen, overlæge med speciale i sarkomer ved Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital, ser et potentiale i behandlingen.

”Med standardbehandlingen ligger den mediane progressionsfri overlevelse meget lavt, mens den med den nye behandling er omkring 5,5 måneder. Hos patienter, som har fået så meget behandling i forvejen, synes jeg, at det er et rigtig godt resultat. Det har helt sikkert potentiale,” siger hun.

Ninna Aggerholm-Pedersen påpeger, at osteosarkom typisk rammer unge mennesker, og at behandlingsmulighederne er begrænsede, når sygdommen kommer igen eller bliver resistent over for de eksisterende behandlinger.

”Vi mangler behandlingsalternativer til de patienter, som stadig er i rimelig god almentilstand, men som progredierer på de behandlinger, vi har til rådighed. Det er typisk unge mennesker, der rammes af osteosarkom, så fire måneder mere uden sygdomsforværring betyder også meget,” siger hun.

OS-data er ikke modne

ARTEMIS-011 blev gennemført i Kina. Studiet inkluderede patienter fra 12-årsalderen med recidiverende eller refraktært osteosarkom efter mindst to tidligere systemiske behandlingslinjer.

I alt blev 122 patienter randomiseret 2:1 til Ris-Rez (n=80) eller gemcitabin plus docetaxel (n=42).

Medianalderen var 21 år, og 31 patienter, svarende til 25,4 procent, var mellem 12 og 18 år.

Studiets primære endepunkt var PFS vurderet af en blindet uafhængig central komité.

Ved data cut-off 17. juni 2026 var den mediane opfølgningstid 7,1 måneder.

Median PFS var som bekendt 5,5 måneder med Ris-Rez mod 1,4 måneder med gemcitabin og docetaxel (HR 0,33; p<0,0001).

Også ved investigator-vurdering var PFS længere med Ris-Rez: 5,6 måneder mod 1,0 måned.

Der blev observeret en numerisk forskel til fordel for Ris-Rez (HR 0,51; 95% CI, 0,21-1,23), men data for OS var endnu ikke modne.

Den objektive responsrate var 15 procent med Ris-Rez mod 2,4 procent med gemcitabin plus docetaxel. Sygdomskontrolraten var 76 procent mod 33 procent.

Flere alvorlige bivirkninger

Uønskede hændelser af grad ≥3 forekom hos 92,5 procent af patienterne med Ris-Rez mod 83,3 procent med gemcitabin og docetaxel.

Alvorlige behandlingsrelaterede bivirkninger forekom hos 63,8 procent med Ris-Rez og 28,6 procent i kontrolarmen. Forskellen skyldtes primært hæmatologisk toksicitet.

Behandlingsrelaterede bivirkninger førte til permanent behandlingsophør hos henholdsvis 3,8 og 2,4 procent af patienterne. Det var nødvendigt med dosisreduktioner hos 71 procent med Ris-Rez mod 26 procent med kemoterapi.

I Ris-Rez-armen blev der rapporteret ét tilfælde af behandlingsrelateret interstitiel lungesygdom af grad 2. Der blev ikke rapporteret behandlingsrelaterede dødsfald eller nye sikkerhedssignaler.

Håber på flere studier

ARTEMIS-011 bygger videre på tidligere undersøgelser af Ris-Rez ved sarkomer, herunder ARTEMIS-002.

Ninna Aggerholm-Pedersen peger på, at resultaterne lægger op til undersøgelser af behandlingen tidligere i sygdomsforløbet eller i kombination med andre lægemidler.

”Når man kan påvise effekt hos så tungt behandlede patienter, er der et stort potentiale i at undersøge, hvordan den kan kombineres med andre lægemidler eller anvendes tidligere i forløbet. Jeg håber, det her er starten på flere studier – også fordi patienterne i stigende grad efterspørger at være med i studier.”