Mennesker med udviklingshandicap screenes sjældnere for tarmkræft
Mennesker med udviklingshandicap deltager i langt mindre grad end andre danskere i det nationale screeningsprogram for tarmkræft. Det viser et dansk registerstudie.
Det er kendt, at tarmkræft hos mennesker med udviklingshandicap oftere opdages sent, og at de har en forhøjet risiko for at dø af sygdommen, men man kender ikke årsagen. På den baggrund har de danske forskere i det nye studie, som er publiceret i JAMA Network Open, undersøgt, i hvilket omfang gruppen deltager i tarmkræftscreening.
Studiet bygger på data fra blandt andet screeningsprogrammet og flere nationale registre. I alt trækker det på data fra cirka 149.000 personer i alderen 50-74 år uden et udviklingshandicap og cirka 17.000 personer med et udviklingshandicap. Studiets resultater viser, at mennesker med udviklingshandicap deltager markant sjældnere i screeningen end andre jævnaldrende danskere. Det gælder både med hensyn til indsendelse af afføringsprøver og den opfølgende kikkertundersøgelse på hospitalet, hvis prøven viser tegn på blod.
Mens lidt over halvdelen af den almene befolkning indsender en afføringsprøve inden for 90 dage efter at have modtaget invitationen til at deltage, gælder det hver tredje med udviklingshandicap. Samtidig er de indsendte prøver fra mennesker med udviklingshandicap oftere ikke brugbare. Det kan hænge sammen med, at invitationen og instruktionerne kan være svære at forstå, mener en af forskerne bag studiet, lektor Trine Allerslev Horsbøl.
”Alle personer i målgruppen for screeningsprogrammet får det samme brev i e-Boks, men er man udfordret kognitivt, kan det være svært at forstå, hvad screeningen går ud på, og hvordan prøven skal tages korrekt og sendes ind,” siger hun i en pressemeddelelse.
Den manglende screening kan have store konsekvenser, fortæller lektor Trine Allerslev Horsbøl.
”Når man ikke deltager i screeningen, er der risiko for, at tarmkræft først opdages i et sent stadie. Det resulterer i et mere alvorligt sygdomsforløb og forringer mulighederne for helbredelse,” siger hun.
Et overraskende fund i studiet er, at personer med sværere udviklingshandicap oftere sender afføringsprøver end mennesker med mildere handicap, og at deres prøver oftere er brugbare. En mulig forklaring er ifølge Trine Allerslev Horsbøl, at mennesker med sværere udviklingshandicap oftere bor på bosteder, hvor personale kan tage prøven og indsende den, hvorimod personer med mildere handicap oftere bor alene og selv skal stå for det.
Screeningen skal tilpasses bedre
Hvis afføringsprøven viser tegn på blod, inviteres man til en kikkertundersøgelse af tarmen for at finde årsagen. Mens 10 procent blandt danskere fra den brede befolkning ikke tager imod tilbuddet om kikkertundersøgelsen, gælder det 50 procent af personer med sværere udviklingshandicap og 23 procent med mildt udviklingshandicap. Desuden kan undersøgelsen oftere ikke gennemføres blandt personer med udviklingshandicap, blandt andet fordi tarmen ikke er tilstrækkeligt tømt, hvilket er en forudsætning for undersøgelsen.
Professor Lau Caspar Thygesen, som har været med til at udarbejde studiet, håber, at resultaterne kan bruges til at tilpasse screeningsindsatsen bedre til personer med udviklingshandicap.
”Resultaterne tyder på, at der i gruppen af mennesker med udviklingshandicap er flere, der har behov for støtte til de praktiske dele af forløbet, herunder at opsamle afføringsprøven og at forberede sig til kikkertundersøgelsen. Derudover er det vigtigt at sikre sig, at fravalg af deltagelse i screeningsprogrammet for den enkelte bunder i en velovervejet beslutning,” siger Lau Caspar Thygesen.
Han peger på erfaringer fra Holland, hvor personer med en positiv afføringsprøve for eksempel tilbydes en samtale, hvor en sundhedsprofessionel gennemgår, hvad kikkertundersøgelsen indebærer, og hvad der kræves i forløbet op til den. Samtalen giver mulighed for at afklare, om en kikkertundersøgelse er relevant for den enkelte, og hvordan man bedst støtter personen gennem forløbet.
Studiet er finansieret af Kræftens Bekæmpelse og udarbejdet i samarbejde med Abdominalcenter K, Bispebjerg Hospital, Kirurgisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital, Køge, Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft (COMPAS), Sjællands Universitetshospital, Næstved, Center for Kræftforskning, Kræftens Bekæmpelse og Radboud University Medical Center, Nijmegen, Holland.
