Laurids Østergaard Poulsen: GLP-1-data peger på samspil mellem inflammation og kræft
Nye studier kobler GLP-1-lægemidler til lavere dødelighed og mindre risiko for metastatisk progression hos kræftpatienter. For tarmkræftlæge Laurids Østergaard Poulsen peger resultaterne især på ét vigtigt spor: samspillet mellem inflammation, stofskifte og kræftudvikling.
“Dette er bestemt spændende nyt. Der er efterhånden en del studier som alle peger i den samme retning: At GLP-1-lægemidler potentielt forlænger livet hos kræftpatienter, og ligeledes senest nu også at det muligvis nedsætter risikoen for recidiv med fjernmetastaser,” siger Laurids Østergaard Poulsen, professor og ledende overlæge på Afdeling for Kræftbehandling på Aalborg Universitetshospital.
Det sidste henviser blandt andet til en ny ASCO-analyse, der omfatter 12.112 patienter med én af syv kræftformer i stadie I, II eller III. Her var GLP-1-behandling forbundet med lavere risiko for progression til stadie IV ved lungekræft, brystkræft, kolorektal cancer og leverkræft. Samlet var patienter i GLP-1-gruppen 38 til 50 procent mindre tilbøjelige til at udvikle stadie IV-sygdom end patienter, der fik gliptiner, også kaldet DPP-4-hæmmere.
Han hæfter sig især ved, at studierne ikke kun handler om blodsukker eller vægttab, men om et bredere biologisk felt, hvor inflammation kan spille en central rolle.
“Samlet peger disse studier på vigtigheden af at studere samspillet mellem inflammation og kræftudvikling,” siger han.
Spørgsmålet er også rejst i en klumme af Arne Astrup i Sundhedspolitisk Tidsskrift, hvor han beskriver GLP-1-analoger som et muligt nyt spor i kræftforebyggelse og kræftbehandling. De nye kliniske data er dog stadig overvejende observationelle, og de kan ikke i sig selv afgøre, om GLP-1-lægemidler direkte ændrer kræftforløb.
Lavere risiko for metastatisk progression
ASCO-analysen er ledet af Mark David Orland fra Taussig Cancer Institute ved Cleveland Clinic. Den omfatter patienter med brystkræft, prostatakræft, ikke-småcellet lungekræft, kolorektal cancer, leverkræft, nyrekræft og kræft i bugspytkirtlen. Patienterne havde kræft i stadie I, II eller III, og forskerne sammenlignede patienter, der havde startet GLP-1-behandling efter kræftdiagnosen, med patienter, der havde startet behandling med gliptiner – DPP4-hæmmere.
Ved fire kræftformer var GLP-1-behandling forbundet med lavere risiko for progression til stadie IV: lungekræft, brystkræft, kolorektal cancer og leverkræft. Forskerne så også på GLP-1-receptor-ekspression i tumorvæv ved hjælp af data fra The Cancer Genome Atlas. Høj GLP-1R-ekspression var samlet forbundet med 33 procent lavere dødsrisiko sammenlignet med lav ekspression. ASCO skriver, at sammenhængen antyder, at GLP-1’s virkninger kan være beskyttende i de kræftformer, hvor signalet ses.
Laurids Østergaard Poulsen ser fundene i lyset af et bredere forskningsfelt, hvor livsstil, fysisk aktivitet og inflammation i stigende grad bliver undersøgt som faktorer, der kan påvirke kræftprognosen. Han fremhæver blandt andet CHALLENGE-studiet, et randomiseret studie af struktureret træning efter behandling for tyktarmskræft.
CHALLENGE viste ifølge Laurids Østergaard Poulsen, at struktureret træning efter et kræftforløb både forbedrede overlevelsen og nedsatte risikoen for, at kræften vendte tilbage, sammenlignet med patienter, som ikke fik struktureret træning.
Registerstudier kræver forbehold
Et JAMA Network Open-studie fra juli 2025 undersøgte GLP-1-receptoragonister hos ældre patienter med type 2-diabetes og én af ni kræftformer, herunder kolorektal cancer. Her var GLP-1-behandling forbundet med lavere dødelighed end DPP4-hæmmere, med en hazard ratio på 0,60 og 95 procent konfidensinterval 0,51 til 0,70. Der var derimod ingen statistisk sikker forskel i dødelighed, når GLP-1-lægemidler blev sammenlignet med SGLT2-hæmmere.
Forskerne skriver, at overlevelsesgevinsten over DPP4-hæmmere var konsistent på tværs af flere undergrupper og flere kræfttyper, herunder kolorektal cancer, lungekræft og brystkræft. Samtidig understreger de, at resultaterne ikke kan vise årsagssammenhæng, og at der kan være restkonfounding.
Et andet bredere kræftstudie blev publiceret i The Journal of Clinical Endocrinology & Metabolism i januar i år. Studiet omfattede patienter med type 2-diabetes og aktiv kræft, som startede systemisk kræftbehandling. Efter statistisk matching indgik 3.551 patienter i GLP-1-gruppen og 3.551 patienter i metformingruppen. GLP-1-behandling var forbundet med lavere dødelighed end metformin, med en hazard ratio på 0,875 og 95 procent konfidensinterval 0,778 til 0,985. Forskerne fandt også lavere forekomst af indlæggelser, sepsis, større hjerte-kar-hændelser, lungeemboli og lungebetændelse blandt patienter på GLP-1-lægemidler.
Laurids Østergaard Poulsen mener, at resultaterne skal tolkes varsomt, netop fordi mange af studierne bygger på register- og journaldata.
“Selvom forfatterne går langt for at kompensere og justere for oplagte forklaringer, kan det ikke ændre på, at GLP-1-lægemidler er et nyt præparat, og patienter behandlet med disse har måske haft lettere adgang til sundhedsydelser, været mere opsøgende og på mange andre måder levet et anderledes liv med potentielt sundere livsstil, end patienter behandlet med ældre diabetesmedicin,” siger han.
Den type forskelle mellem patientgrupper kan være vanskelige at fange i registerdata, selv når forskerne matcher grupperne statistisk. Derfor kan studierne pege på et signal, men de kan ikke afgøre, om signalet skyldes selve GLP-1-behandlingen, patienternes øvrige helbred, adgangen til behandling, livsstil eller en kombination.
Skal tænkes bredere end blodsukker
De nye GLP-1-studier passer ifølge Laurids Østergaard Poulsen ind i den længerevarende diskussion om sammenhængen mellem stofskifte, inflammation, fysisk aktivitet og kræftprognose.
“Det har længe været erkendt, at der er en potentiel sammenhæng, men spørgsmålet har været, hvor meget vi kan gøre medicinsk for at ændre det,” siger han.
Et centralt spørgsmål er, om en mulig effekt af GLP-1-lægemidler kan handle om andet end bedre blodsukkerregulering. GLP-1-lægemidler påvirker blandt andet appetit, vægt, insulinresistens, kardiometabolisk risiko og inflammatoriske processer. I flere af studierne diskuterer forskerne selv, om de observerede forskelle kan skyldes bredere systemiske effekter, som både kan påvirke kræftprogression og samlet overlevelse.
Her er Laurids Østergaard Poulsens vurdering klar:
“Jeg tror, det skal tænkes væsentlig bredere end blot blodsukkerregulering.”