Skip to main content

 

Danske data viser hyppige tilbagefald ved tyndtarmskræft

Skrevet af Redaktionen den . Skrevet i Tarmkræft.

ESMO: Knap halvdelen af danske patienter opereret for tyndtarmsadenokarcinom får tilbagefald, mens medianoverlevelsen ved inoperabel sygdom er godt ét år. Et uventet, men usikkert signal for FOLFIRI rejser samtidig spørgsmål om kemoterapivalget ved den sjældne kræftform.

Det viser et dansk retrospektivt kohortestudie, som Julia J. Bromann fra Herlev Hospital præsenterede den 25. oktober på ESMO 2026 (abstract #856P).

Forskerne gennemgik journaloplysninger for 298 patienter diagnosticeret i Østdanmark i perioden 2010-2024. Medianalderen var 66,4 år. Hovedparten havde adenokarcinom i duodenum (63,1 procent), mens 23,2 procent havde ampullært adenokarcinom af intestinal type. Opgørelsen omfattede desuden patienter med adenokarcinom i jejunum og ileum.

Blandt de 179 patienter, der fik foretaget kirurgisk resektion, udviklede 43 procent recidiv. Adjuverende behandling blev givet til 47 procent af de opererede patienter med stadium I–II og 78 procent med stadium III.

Den mediane recidivfri overlevelse var 31,8 måneder ved stadium III og endnu ikke nået ved stadium I–II. Abstractet opgør ikke recidivrisikoen særskilt for patienter med og uden adjuverende behandling.

Resultaterne belyser en kræftform, hvor behandlingsgrundlaget er begrænset. Ifølge forskerne bygger evidensen i vid udstrækning på små patientserier og ekstrapolation fra kolorektalcancer. I de danske retningslinjer for tolvfingertarmskræft og ampullær kræft kan højrisikopatienter med adenokarcinom af intestinal type tilbydes seks måneders adjuverende CAPOX eller FOLFOX. Anbefalingen har evidensgrad C.

Sygdomsstadiet var signifikant associeret med samlet overlevelse (p<0,01). Median OS var 52,0 måneder ved stadium III (95% CI 42,2-85,7) mod 11,8 måneder ved stadium IV (95% CI 9,1-15,7). Ved stadium I og II var median OS endnu ikke nået.

Der blev derimod ikke fundet en statistisk signifikant sammenhæng mellem primærtumorens lokalisation og overlevelsen (p=0,20).

Blandt 117 patienter med ikke-resektabel sygdom var median OS 13,4 måneder (95% CI 9,9-17,8). CAPOX/FOLFOX blev anvendt som førstelinjebehandling hos 42 procent og FOLFIRI hos 33 procent.

Patienterne, der fik FOLFIRI, havde numerisk længere progressionsfri overlevelse end dem, der fik CAPOX/FOLFOX: median 8,0 måneder (95% CI 3,0-12,4) mod 5,5 måneder (95% CI 3,9-6,3). Forskellen var ikke statistisk signifikant (p=0,08).

Median OS var tilsvarende numerisk længere med FOLFIRI: 19,8 måneder (95% CI 9,6-33,1) mod 14,3 måneder med CAPOX/FOLFOX (95% CI 10,2-23,0), men heller ikke denne forskel var statistisk signifikant (p=0,43).

Forskerne betegner selv PFS-signalet for FOLFIRI som overraskende. Det er også interessant i forhold til de danske retningslinjer for avanceret tolvfingertarmskræft og ampullært adenokarcinom af intestinal type, hvor CAPOX eller FOLFOX kan anvendes i første linje. FOLFIRI er her en mulighed i anden linje ved platinrefraktær sygdom, når protokolleret behandling ikke er tilgængelig.

Sammenligningen er imidlertid retrospektiv og ikke randomiseret. Forskelle i patienternes prognose og årsagerne til valg af kemoregime kan have påvirket resultaterne. Fundet dokumenterer derfor ikke, at FOLFIRI er bedre som førstelinjebehandling.

Forskerne peger på molekylær karakterisering og biomarkører som mulige veje til bedre risikostratificering og mere individualiseret behandling. Opgørelsen deler registreringsnummer (NCT06234306) med et dansk nationalt biomarkørprojekt, hvis protokol blev publiceret i BMC Cancer i 2025. Projektet skal blandt andet anvende DNA-, RNA- og T-celle-receptorsekventering til at identificere molekylære undergrupper og undersøge deres sammenhæng med behandlingsrespons og prognose.