Kemofri kombination mod æggestokkræft på vej mod fase III-testning
PARP-hæmmeren Zejula (niraparib) i kombination med Avastin (bevacizumab) kan erstatte konventionel kemoterapi ved recidivererende æggestokkræft.
Sådan lyder konklusionen på de randomiserede fase II-studie NSGO-AVANOVA/ENGOT-ov24, hvis resultater blev offentliggjort 27. august i The Lancet Oncology.
"Niraparib i kombination med bevacizumab som behandling af æggestokkræftpatienter i tilbagefald giver en stor mulighed for vores patienter for at blive behandlet med et kemoterapifri regime og dermed forsinke brugen af konventionel kemoterapi og tilhørende toksicitet markant," siger førsteforfatter på studiet Mansoor Raza Mirza i en pressemeddelelse.
AVANOVA-studiet er et åbent, randomiseret fase II-studie, som er sponsoreret af Nordic Society of Gynecological Oncology (NSGO). Studiet er udført i fire nordiske lande og i USA på i alt 15 universitetshospitaler i samarbejde med det europæiske netværk for gynækologiske onkologiske studiegrupper (ENGOT). Undersøgelsen er designet til at udvikle et kemoterapifrit regime for æggestokkræftpatienter med tilbagefald.
I studiet blev 97 æggestokkræftpatienter, som havde haft tilbagefald, i stedet for platinbaseret kemoterapi tilbudt enten behandling med Zejula alene eller i kombination med Avastin. Af 97 indskrevne patienter blev 48 randomiseret til niraparib-monoterapi og 49 til kombinationsbehandlingen.
Studiet opfyldte det primære endepunkt, som var en statistisk signifikant forbedring af den progressionsfri overlevelse (PFS). Gennemsnitlige PFS for kombinationsbehandlingen var 11,9 måneder, mens den var 5,5 måneder for Zejula alene. Resultaterne blev præsenteret på ASCO 2019 og var udvalgt som ’Best of ASCO’ (https://onkologisktidsskrift.dk/behandlinger/underlivskraeft/1173-kombinationsbehandling-lovende-mod-aeggestokkraeft.html).
Siden resultaterne blev præsenteret på ASCO, har Mansoor Raza Mirza og hans forskerteam fået penge til at gennemføre det fase III-studie med 400 patienter, som skal til, før de endeligt kan konkludere, om Zejula i kombination med Avastin kan forbedre overlevelsen og erstatte kemoterapi for de mest syge patienter med æggestokkræft.
