Skip to main content

 

Lynparza forbedrer progressionsfri overlevelse ved ovariecancer efter kemo

Skrevet af Bo Karl Christensen den . Skrevet i Underlivskræft.

ESMO: PARP-hæmmeren, Lynparza (olaparib), kombineret med Avastin (bevacizumab) forbedrer progressionsfri overlevelse hos patienter med fremskreden ovariecancer, der er gennemgået standard platinbaseret kemoterapi.

Det viser resultater fra det internationale fase III-studie, PAOLA-1/ ENGOT-ov25, der lørdag blev præsenteret (Abstrakt LBA2) på ESMO-kongressen i Barcelona.

“Undersøgelsen rapporterer det største hazard ratio (0,59) og den længste progressionsfri overlevelse, vi nogensinde har set (hos denne patientgruppe, red.),” siger hovedforfatteren til studiet, Isabelle Ray-Coquard. Hun er professor ved Centre Leon Bérard, Université Claude Bernard, og præsident for GINECO-gruppen i Frankrig.

Det internationale multicenterstudie, PAOLA-1, inkluderede 806 patienter med stadie III / IV ovariecancer og delvis eller komplet respons på standard platinbaseret kemoterapi og bevacizumab. Efter afsluttet førstelinje kemoterapi blev patienter tilfældigt tildelt 2:1 til olaparib eller placebo, begge dele kombineret med bevacizumab. Patienterne blev ikke opdelt efter, om de havde en BRCA-mutation eller ej.

Den ene gruppe modtog olaparib op til 24 måneder og bevacizumab i 15 måneder i alt. Medianopfølgningen var 24 måneder i olaparib-armen og 22,7 måneder i placebo-armen, og det primære endepunkt var progressionsfri overlevelse. 

Resultatet viste, at:

  • Olaparib sammen med bevacizumab øger progressionsfri overlevelse hos denne patientgruppe.
  • Median progressionsfri overlevelse var 22,1 måneder i olaparib-gruppen og 16,6 måneder i placebogruppen (hazard ratio 0,59; 95 procent, konfidensinterval 0,49–0,72; p <0,0001).
  • Bivirkninger hos de to grupper var uden signifikant forskel

Professor Isabelle Ray-Coquard uddyber resultaterne: 

”Patientudvælgelse var ikke begrænset af kirurgisk resultat eller BRCA-mutationsstatus, så deltagere repræsenterer den generelle population af kvinder med fremskreden æggestokkræft. Tidligere undersøgelser af tilbagefald har antydet fordele ved at kombinere antiangiogene stoffer og PARP-hæmmere, og dagens resultater synes at understøtte dette. Derudover øgede olaparib ikke bivirkninger sammenlignet med placebo.”

Patienter med BRCA-mutation har størst effekt

Effekten af olaparib var endnu mere udtalt hos de patienter med en BRCA-mutation og hos dem med homolog rekombinationsmangel (HRD), viste en undergruppeanalyse. Median progression fri overlevelse med olaparib nåede 37,2 måneder hos patienter med en BRCA-mutation og hos patienter med HRD.

"Resultaterne hos HRD-patienter uden BRCA-mutation identificerer for første gang en patientpopulation med større klinisk fordel ved olaparib, når de blev tilføjet til bevacizumab," siger Isabelle Ray-Coquard og bemærker, at randomisering i PAOLA-1 startede gennemsnitligt seks uger efter den sidste cyklus af kemoterapi, mens de fleste tidligere forsøg startede randomisering med den første cyklus af kemoterapi.

”Det er et vigtigt punkt at overveje, når man sammenligner resultaterne med andre data,” siger hun. 

Kombinationen bør overvejes som standard vedligeholdelsesbehandling til denne patientgruppe, foreslår seniorforsker Ana Oaknin fra Vall d’Hebron Institute of Oncology (VHIO), Barcelona. Hun har ikke bidraget til undersøgelsen selv.

”Det vigtigste mål i æggestokkræft er at undgå tilbagefald efter førstelinjeterapi, fordi sandsynligheden for anden helbredelse er ret lav. Kombination af bevacizumab og olaparib som vedligeholdelsesbehandling bør blive en ny standardbehandling af patienter med avanceret kræft i æggestokkene.”