Der mangler valid biomarkør for immunterapi mod urothelialkræft

ESMO: Introduktionen af immunterapi på området for kræft i urinveje og blære har medført store fremskridt i behandlingen, men der mangler stadig en valid biomarkør, som kan bruges til at udvælge de rette patienter til behandlingen, mener overlæge Mads Agerbæk fra Aarhus Universitetshospital.

”Immunterapi har betydet, at nogle patienter er blevet helbredt for en sygdom, som vi ikke kunnet helbrede dem for før. For 80 procent af patienterne er immunterapi bivirkningsfri – hvilket jeg ikke kan sige om andre behandlinger i min daglige praksis. De fleste mærker simpelthen ikke, at de får behandlingen. Det er fantastisk, for urothelialkræft er en sygdom, som vender den tunge ende nedad, både socialt og aldersmæssigt. Det er ældre og komorbide mennesker, der får denne her sygdom, så der er grænser for, hvad de kan tåle,” siger Mads Agerbæk fra Aarhus Universitets onkologiske afdeling og fortsætter:

”Vi savner imidlertid en god biomarkør. Når man har en dyr behandling, som måske kun gavner 20-30 procent af patienterne, er der mange, som ingen gavn har. Dem vil vi hellere give noget andet. På mange sessioner her på ESMO har det handlet om, at der bliver ledt efter et eller andet signal, som vi kan sortere patienterne ud fra. Det er på vej, men vi er der ikke endnu.”

Som det er nu, bruger man, efter bestemmelse fra lægemiddelmyndighederne, PD-L1 til at udvælge patienter med urothelialkræft til immunterapi i første linje, men ifølge Mads Agerbæk er PD-L1 langt fra den perfekte markør.

”Vi har en gruppe af patienter, som ikke kan tåle kemo, men som ikke må få immunterapi, fordi de ikke udtrykker PD-L1. Vi ved fra studier, at de har 10-15 procent chance for at have gavn af behandlingen, og det er bedre end ingenting – for alternativet er ingen behandling. Hvis patienterne er for gamle eller for komorbide til, at vi tør give dem kemo, har vi reelt ikke noget at tilbyde dem,” siger han.

Samtidig forsøger man at finde andre målrettede behandlinger at kombinere immunterapien med i håb om at øge den samlede responrate.

Et af de studier på årets ESMO-kongres, som – uden held – har forsøgt at finde et optimalt makkerskab til immunterapi gemmen individuel genomisk analyse af patientens tumor ved metastatisk urothelialkræft er en adaptiv, biomarkørstyret platformundersøgelse (Abstrakt 902O) af Imfinzi (durvalumab) i kombination med forskellige målrettede behandlinger.

I studiet deltog 154 patienter, hvis tumorer blev screenet med NGS (next generation sequencing), hvorefter de startede på et af de målrettede lægemidler, enten alene eller i kombination med Imfinzi. Bekræftede responser varierede fra 20 procent til 29 procent. Tumormutationsbyrde (TMB) og PD-L1 var inkonsekvente på tværs af grupperne (f.eks. 38 procent TMB for arm E (vistusertib plus Imfinzi) mod fem procent i arm A (AZD4547) og 17 procent i arm D (Imfinzi)). Komplette responser var ikke fremtrædende i nogen af undersøgelsesarmene.

”Det er et spændende forsøg, hvor man har ledt efter targets og valgt medicin, som retter sig mod det target, som den enkelte patient har – altså en høj grad af personaliseret medicin. Men det er desværre et skuffende resultat,” siger Mads Agerbæk.