Ingen forskel i femårsoverlevelse for relapseret stadie I og de novo metastatisk testikelkræft

ESMO: Der er ingen forskel i den progressionsfri og den samlede femårsoverlevelse blandt patienter med stadie I relapseret testikelkræft og patienter med de novo metastatisk testikelkræft, viser en analyse af data fra IGCCCG Update-databasen.

Analysen blev præsenteret på en mini oral session med titlen ’GU Tumours, non prostate’ søndag d. 11. september på den europæiske kræftkongres ESMO 2022 (abstract #512MO).

Mellem 60 og 70 procent af patienter med testikelkræft diagnosticeres med klinisk stadie I sygdom (CSI). Patienterne bliver aktivt overvåget efter at have fået foretaget en orkietomi. Recidivraten for CSI-patienter er 15-30 procent. Selvom der ikke kunne registreres forskelle i den progressionsfri overlevelse (PFS) og den samlede overlevelse (OS) mellem patienter med CSI relapseret sygdom og patienter med de novo metastatisk sygdom, så viser analyser, at en betydelig andel af de patienter, der fik tilbagefald fra CSI sygdom, var i intermediær eller dårlig prognosegruppe, og havde behov for intensiv behandling.

Studiet understreger vigtigheden af at forbedre de aktive overvågningsteknikker og schedules med det formål at identificere tilbagefald så hurtigt som muligt i patienter med CSI sygdom samt undgå unødvendig toksicitet, lyder det i abstractet.  

Dårligere prognose efter tilbagefald

Data for patienterne var indhentet via IGCCCG Updated-databasen. Patienter, som havde gonadal dissemineret testikelkræft, og hvor det var muligt at finde komplette informationer om det initiale tumorstadie, blev inkluderet. Kliniske outcome-data fra patienter, der havde fået tilbagefald efter initial CSI sygdom, blev sammenlignet med patienter med de novo metastatisk testikelkræft. PFS og OS ved fem år blev estimeret med Kaplan-Meier metoden og sammenlignet med Hazard Ratio (HR).

I studiet indgik 1014 patienter med seminomer (S) (29,4 procent havde tilbagefald efter CSI sygdom og 70,6 procent havde metastatisk de novo sygdom), og 3103 patienter med non-seminomer (NS) (20,2 procent havde tilbagefald efter CSI sygdom og 79,8 procent havde metastatisk de novo sygdom). I S-gruppen blev der ikke registreret forskelle i PFS og OS blandt patienter med tilbagefald efter CSI sygdom og patienter med de novo metastatisk sygdom (femårs-PFS = 87,6 procent versus 88,5 procent og femårs-OS 93,2 procent versus 96,1 procent). I NS-gruppen var der ingen forskel i de to grupper, hvis man så på data fra patienter, der tilhørte samme prognosegruppe (HR=0,89; 95% CI: 0,70-1,12).

Patienter med NS, der fik tilbagefald efter CSI sygdom, havde en mere favorabel prognose end NS- patienter med de novo metastatisk sygdom (god risikoscore: 82,1 procent vs. 51,4 procent), mens prognosen var sammenlignelig i blandt S-patienter (god risikoscore: 96,3 procent vs. 96,4 procent). Det til trods blev 18 procent af NS-patienterne og fire procent af S-patienterne klassificeret i den intermediære - eller dårlige prognosegruppe ved tilbagefald.