CheckMate 901-resultater blegner i forhold til EV-302/KEYNOTE-A39

ESMO: Førstelinjebehandling med Opdivo (nivolumab) og kemoterapi (gemcitabin-cisplatin, GC) forlænger den samlede overlevelse (OS) signifikant hos patienter med ubehandlet inoperabel eller metastatisk urotelialt karcinom (UC) sammenlignet med GC alene.

Det viser de endelige resultater fra et substudie til fase III-studiet CheckMate 901, som blev præsenteret ved en af Presidential sessionerne på den europæiske kræftkongres ESMO 2023 (abstract #LBA7).   

Cisplatin-baseret kemoterapi har i årtier været standard førstelinjevalg til cisplatin-egnede patienter med inoperabel eller metastatisk UC. Der har været gjort flere forsøg på at forbedre behandlingen i første linje, men hidtil har de ikke for alvor båret frugt. CheckMate 901-studiet er interessant og resultaterne er pæne, men i forhold til data fra fase III-studiet EV-302/KEYNOTE-A39, som også blev præsenteret på ESMO i år (abstract #LBA6), så blegner resultaterne noget, vurderer Andreas Carus, overlæge ved Onkologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.

”I CheckMate 901 ser vi, at de patienter, som behandles med kemoimmunterapi opnår en median overlevelse på knap 22 måneder. Til sammenligning opnår patienterne i EV-302/KEYNOTE-A39, som får behandling med et antistoflægemiddelkonjugat plus immunterapi, en medianoverlevelse på lige knap 32 måneder. Forskellen er meget markant, og det kan ikke undgås, at CheckMate 901 kommer til at stå i skyggen af resultaterne fra EV-302/KEYNOTE-A39,” siger han.

”Sammenligner vi de to studier, så taler det for, at kombinationen af immunterapi med målrettet kemoterapi er en langt mere effektiv strategi i fremskreden urotelialt karcinom end immunterapi plus traditionel kemoterapi.”

Ikke hænderne over hovedet

CheckMate 901 er det første studie af en checkpoint-inhibitor i kombination med kemoterapi, som har demonstreret forlænget OS hos cisplatin-egnede patienter med inoperabel eller metastatisk UC. Tidligere fase III-studier har testet kombinationen af andre checkpoint-inhibitorer (atezolizumab og pembrolizumab) med klassisk kemoterapi overfor kemoterapi alene, men disse studier har ikke demonstreret en signifikant fordel ved at give kemoimmunterapi. 

”Med de to studier in mente er det naturligt at stille spørgsmål ved, hvor stor effekten af nivolumab plus kemoterapi reelt er,” siger Andreas Carus.

”I CheckMate 901 vinder patienterne 2,8 måneders overlevelse ved at få kemoimmunterapi frem for kemoterapi alene, og det vil normalvis være et fint resultat og potentielt kvalificere til at blive standardbehandling, men når vi har de andre data fra EV-302/KEYNOTE-A39 at sammenligne med, så er det svært at få hænderne helt op over hovedet.”

Det primære CheckMate 901-studie pågår fortsat. Her testes nivolumab plus Yervoy (ipilimumab) versus standardbehandling med cisplatin- eller carboplatin-baseret kemoterapi hos patienter med tidligere ubehandlet, inoperabel eller metastatisk UC. Nivolumab har i tidligere studier vist kliniske fordele på tværs af varierende stadier af UC, inklusiv som andenlinjebehandling til metastatisk UC og som adjuverende behandling til patienter med muskelinvasiv UC, som er i høj risiko tilbagefald efter radikal kirurgi.

”Det bliver stadig rigtig interessant at få data på dobbeltimmunterapi fra CheckMate 901. Jeg har personligt positive erfaringer med at give den behandling til flere patienter. Der vil formentlig være subgrupper af patienter, som vil have gavn af at få dobbeltimmunterapi frem for at få en behandling, der indeholder kemoterapi. Det kunne for eksempel være patienter, der har påvirket nyrefunktion eller nerveproblemer, og som derfor ikke vil være egnede til kemoterapi. De patienter har vi faktisk en del af i klinikken,” siger Andreas Carus. 

Møder det primære endepunkt

CheckMate 901-substudiet inkluderede patienter med cisplatin-egnet inoperabel eller metastatisk UC. De blev randomiseret 1:1 til nivolumab 360 mg plus GC hver tredje uge i op til seks serier efterfulgt af nivolumab 480 mg hver fjerde uge indtil progression eller uacceptabel toxicitet eller i maksimalt to år (n=304) eller GC hver tredje uge i op til seks serier. Patienterne blev stratificeret efter metastaser i leveren og PD-L1-status. Studiets primære endepunkt var OS og progressionsfri overlevelse (PFS) per BICR, mens objektiv responsrate (ORR) per BICR var et eksplorativt endepunkt.

Efter en median opfølgningstid på 33,6 måneder var den mediane OS 21,7 måneder (18,6-26,4) i den eksperimentelle arm versus 18,9 måneder (14,7-22,4) i standardarmen (HR=0,78; 95% CI 0,63-0,96; P=0,0171). Den estimerede 12-måneders OS for patienterne i den eksperimentelle var 70,2 procent versus 62,7 procent i standardarmen. Den estimerede 24-måneders OS var henholdsvis 46,9 måneder versus 40,7 måneder.  

Den mediane PFS ved data-cutoff var 7,9 måneder (7,6-9,5) i den eksperimentelle arm, mens den var 7,6 måneder (6,1-7,8) i standardarmen (HR=0,72; 95% CI 0,59-0,88; P=0,0012). Den estimerede 12-måneders PFS i den eksperimentelle var 34,2 procent versus 21,8 procent i standardarmen, mens den estimerede 24-måneders PFS var henholdsvis 23,5 procent versus 9,6 procent.

ORR- og komplet respons (CR)-raterne var 57,6 procent og 21,7 procent i den eksperimentelle arm versus 43,1 procent og 11,8 procent med GC. Den mediane varighed af CR (95% CI) var 37,1 måneder (18,1-ikke estimerbar) for kemoimmunterapi versus 13,2 måneder (7,3-18,4) med GC.

Grad ≥3 behandlingsrelaterede bivirkninger (TRAE) blev registreret hos 61,8 procent af de patienter, der fik kemoimmunterapi og hos 51,7 procent af patienterne i standardarmen.