Skip to main content

 

- først med nyheder om medicin

Kemo før kemostråleterapi forlænger overlevelsen ved fremskreden livmoderhalskræft

Et kort forløb af induktionskemoterapi efterfulgt af kemostråleterapi forbedrer overlevelsen hos ​​patienter med lokalt fremskreden livmoderhalskræft.

Det viser INTERLACE-studiet, som er det første randomiserede fase III-studie, der viser en signifikant overlevelsesfordel med tilføjelse af induktionskemoterapi før kemostråleterapi ved lokalt fremskreden livmoderhalskræft.

I INTERLACE-studiet, som er publiceret i The Lancet, har en forskergruppe ledet af Mary McCormack fra University College Hospital NHS Trust i London, Storbritannien, undersøgt kemostråleterapi med eller uden induktionskemoterapi for at bestemme, om tilføjelse af induktionskemoterapi forbedrer progressionsfri overlevelse (PFS) og samlet overlevelse (OS).

INTERLACE-studiet blev udført på 32 medicinske centre i Brasilien, Indien, Italien, Mexico og Storbritannien og havde deltagelse af 500 kvinder med lokalt fremskreden livmoderhalskræft. 354 (70 procent) af kvinderne havde stadium IIB-sygdom og 56 (11 procent) stadium IIIB-sygdom. Bækkenlymfeknuder var positive hos 215 (43 procent) patienter.

Kvinderne blev tilfældigt tildelt 1:1 enten standard cisplatinbaseret kemostråleterapi alene (intravenøs cisplatin en gang om ugen i fem uger med 45,0-50,4 Gy ekstern strålebehandling leveret i 20 til 28 fraktioner plus brachyterapi for at opnå et minimum i alt 2 Gy-ækvivalent dosis på 78 til 86 Gy) eller induktionskemoterapi (en gang om ugen intravenøst ​​carboplatin og paclitaxel i seks uger) efterfulgt af standard cisplatinbaseret kemostråleterapi.

Forbedret PFS og OS

230 (92 procent) patienter, der fik induktionskemoterapi, modtog mindst fem cyklusser. Medianinterval mellem induktionskemoterapi og kemostråleterapi var 7 dage. Fire eller flere cyklusser af cisplatin blev givet til 212 (85 procent) deltagere i induktionskemoterapi med kemostråleterapi-gruppen og til 224 (90 procent) af deltagerne i gruppen, der fik kemostråleterapi alene. 462 (92 procent) deltagere modtog ekstern strålebehandling og brachyterapi med en gennemsnitlig samlet behandlingstid på 45 dage.

Efter gennemsnitligt 67 måneders opfølgning var 5-års-PFS 72 procent hos de kvinder, der fik induktionskemoterapi og kemostråleterapi, mens den var 64 procent hos de kvinder, der kun fik kemostråleterapi, med et hazard ratio (HR) på 0,65 (95 procent CI 0,46-0,91, p=0,013). 5-års-OS var 80 procent i induktionskemo- plus kemostråleterapi-gruppen og 72 procent i gruppen, der kun fik kemostråleterapi, med en HR på 0,60 (95 procent CI 0,40-0,91, p=0,015). Fjerntilbagefald var hyppigere i gruppen med kemostråleterapi alene, hvilket tyder på, at induktionskemoterapi med kemostråleterapi var mere effektiv til at kontrollere fjern mikrometastatisk sygdom.

Bivirkninger af grad 3 eller højere blev rapporteret hos 147 (59 procent) kvinder i induktionskemo- plus  kemostråleterapi-gruppen mod 120 (48 procent) af 250 kvinder i kemostråleterapigruppen. Hæmatologisk toksicitet (hovedsageligt neutropeni) var mere almindelig ved induktionskemoterapi med kemostråleterapi, især under kemostråleterapi. Hyppigheden af ​​lavgradig trombocytopeni i induktionskemoterapiperioden var lav. Der blev ikke rapporteret om forskelle i vaginale symptomer eller blødning i de to grupper. Grad 1-2 perifer neuropati, træthed, obstipation og dyspnø var mere almindelige i gruppen med induktionskemoterapi med kemostråleterapi, men de var alle forbigående.

Kultur

BØGER: Der er en åben og positiv tilgang til den menneskelige krop i alle dens afskygninger i Anne Fiskes ’Alle har en bagdel’. Forvent blot ikke de store dramaturgiske armbevægelser.  Søde tegninger og et humanistisk budskab kan heldigvis nå langt, så længen bogen bliver læst til børn i vuggestuealderen.

PODCAST: De to multikunstnere Anders Morgenthaler og Roald Bergmann har begge fået konstateret ADHD i en relativt sen alder, og det har resulteret i en hæsblæsende podcastserie. De håber, at den kan være et trygt rum for andre med diagnosen – samt for dem, der mistænker, at de har ADHD, og for pårørende.

KULTUR-TEMPERATUR: Alexandra Jønsson er i dag bedst kendt som medforfatter på lærebogen ‘Snart er vi alle patienter’. Hun har tidligere også landet en hovedrolle i en TV2-serie og bruger stadig skuespillet i sin forskningsformidling i dag.

STREAMING: Den gode gamle og på mange måder revolutionerende skadestueserie ER har i år 30 års jubilæum, men forsøget på at skabe en moderne afløser, ´The Pitt´, har svært ved helt at løfte arven. Det er kun skuespilleren Noah Wyle, der denne gang for alvor leverer varen som den nu også 30 år ældre, superstressede og delvist post-COVID-traumatisede ledende overlæge, Michael Robinavitch.

FILM: ’Pigen med Nålen’ er yderst betimeligt nomineret til en Oscar for sin grusomme og delvist sande historie. Filmen taler ind i en nutidig debat om kvinders rettigheder, ikke mindst til fri abort, og den er allerstærkest, når den er sortmalet socialrealism frem for fuldtonet horrorfilm.

TV: Med indkøbet af den britiske læge, forsker og TV-vært Chris van Tullekens ´Hvad er det dog vi spiser?´ fortjener TV2 et stort kip med flaget. Programmet viser, hvordan den globale fødevareindustri har perfektioneret ultraforarbejdede fødevarer, så de bliver nærmest uimodståelige, selv om de er alvorligt sundhedstruende.

FILM: Selvom filmen er i sort/hvid og foregår for 100 år siden, er temaet i ’Pigen med Nålen’ rigeligt relevant også i 2025, mener filmens ene manuskriptforfatter.

KULTUR: Praktiserende læge Helge Madsen skriver digte, både om livet i almen praksis og om det bredere samfund. Siden 1992 har digte om alle slags emner flydt i en lind strøm fra Lægecenter Korsør. 

KULTUR-TEMPERATUR: Jens Winther Jensen har den øverste post i det nyoprettede Sundhedsvæsnets Kvalitetsinstitut. Han har fundet aha-oplevelser om arbejdet med innovation og udvikling i en over 100 sider lang bog-serie om Europas historie.

TV: TV 2’s ´Så længe vi danser´ forsøger at undersøge dansens helbredende potentiale for mennesker med Parkinsons. Selvom filmen har rørende øjeblikke, mangler den empati og nærvær, hvilket gør den mere til en skildring af andres ulykke end en engagerende film om dansens transformerende kraft.