Tecentriq har effekt uanset PD-L1-status ved fremskreden livmoderhalskræft

Tecentriq (atezolizumab) kan gives bredt til patienter med fremskreden livmoderkræft – uanset PD-L1-status, viser en ny analyse af data fra fase III-studiet BEATcc. Spørgsmålet er, om vi skal have fat i en anden biomarkør for at vurdere, hvilke patienter, som rent faktisk har effekt af immunterapi generelt, siger ledende overlæge Anja Ør Knudsen.

Det nye studie BEATcc blev præsenteret på ESMO Gynaecological Cancers 2025 (abstract #10O), hvor forskerne fremlagde en post hoc-analyse fra det randomiserede fase III-studie BEATcc.

Resultatet kan få betydning for anbefalinger af immunterapi til livmoderkræft, mener Anja Ør Knudsen, ledende overlæge på Onkologisk Afdeling på Odense Universitetshospital.

”Vi har nok troet, at PD-L1 kunne bruges inden for cervixcancer, selvom det måske ikke var den bedste markør. Analysen underbygger dog, at effekten af immunterapi ser ud til at være uafhængig af PD-L1-status, og at vi derfor bør differentiere mellem patienterne ud fra en anden og bedre biomarkør,” siger hun.

Anja Ør Knudsen er også næstformand for Dansk Gynækologisk Cancer Gruppe. Hun peger på, at konklusionen kan få betydning for behandlingsvejledninger, da Medicinrådets anbefaling af PD-L1-hæmmeren Keytruda (pembrolizumab) lige nu er begrænset af PD-L1-status.

”Hvis Medicinrådet vurderer, at anbefalingen nu skal ændres, bør alle relevante patienter selvfølgelig tilbydes immunterapi – uanset PD-L1-status.”

Men hun fremhæver et væsentligt behov for bedre værktøjer til at differentiere mellem patienterne:

”På sigt skal vi nok ikke differentiere behandlingen ud fra PD-L1 alene, men vi mangler stadig en bedre markør, så vi kan undgå at give immunterapi til dem, der ikke får effekt. Det er en behandling, som kan have svære bivirkninger, og derfor er det vigtigt, at vi finder dem, som kan have størst effekt.”

Bekræfter evidens for immunterapi

Forskerne konkluderer selv i abstractet:

”Tillæg af atezolizumab til kemoterapi og bevacizumab giver en tilsvarende fordel hos patienter med PD-L1-positiv og PD-L1-negativ sygdom.” 

Og tilføjer: ”PD-L1 synes ikke at være en robust biomarkør til at vejlede patientudvælgelse til immunterapi ved recidiverende/metastatisk livmoderhalskræft.”

I en nyhed på Daily ESMO’s hjemmeside kommenterer medforfatter professor Christian Marth fra Medical University of Innsbruck:

”BEATcc-forsøget bekræfter resultaterne fra KEYNOTE-826-forsøget, som viste en overlevelsesfordel, når pembrolizumab blev tilføjet til kemoterapi med eller uden bevacizumab hos patienter med CPS ≥ 1. At gennemføre BEATcc-forsøget med bevacizumab til alle patienter og samtidig dokumentere konsekvent imponerende PFS er et vigtigt skridt fremad og betyder, at vi nu kan overveje immunterapi i kombination med bevacizumab uanset PD-L1-status.”

Effekt på tværs af endepunkter

Studiet inkluderede 410 patienter med tidligere ubehandlet, målbar sygdom, der ikke var egnet til kurativ kirurgi eller stråleterapi, og randomiserede dem til kemoterapi (cisplatin eller carboplatin og paclitaxel) med bevacizumab med eller uden atezolizumab (1.200 mg hver tredje uge) indtil progression eller uacceptabel toksicitet.

I biomarkør-populationen (n=313) havde omkring 70 procent en PD-L1 (CPS) ≥1.

Ved en median opfølgning på 32,8 måneder blev der observeret sammenlignelige forbedringer i progressionsfri overlevelse (PFS) med atezolizumab hos både patienter med CPS ≥1 (HR=0,54; 95% CI 0,39–0,74) og CPS <1 (HR=0,48; 95% CI 0,28–0,82).

Interaktionstesten viste ingen signifikant prædiktiv effekt af PD-L1-status for PFS (p=0,73). Tilsvarende blev der set ens resultater for PFS2, hvor medianværdierne var 23,3 måneder (CPS ≥1) og 24,3 måneder (CPS <1; p=0,53).

En interimanalyse viste median samlet overlevelse (OS) på 33,2 måneder for CPS ≥1 og 37,3 måneder for CPS <1 (p=0,12), mens endelige OS-data afventes.