Keytruda forbedrer OS ved platinresistent recidiverende ovariecancer
ESMO: Tillæg af Keytruda (pembrolizumab) til paclitaxel med eller uden bevacizumab forbedrer progressionsfri overlevelse (PFS) og samlet overlevelse (OS) signifikant hos patienter med PD-L1-positiv platinresistent recidiverende ovariecancer.
Det viser resultater fra det internationale randomiserede dobbeltblindede fase III-studie ENGOT-ov65/KEYNOTE-B96 (abstract #LBA3), som blev præsenteret under Presidential Symposium ved det europæiske onkologiske selskabs årsmøde ESMO 2025.
Studiet inkluderede 643 patienter med tilbagefald af epitelial ovariecancer, tubacancer eller primær peritonealcancer, som havde gennemgået 1 til 2 tidligere behandlingslinjer, herunder mindst én platinbaseret behandling, og som var recidiveret inden for 6 måneder efter sidste platinbehandling.
Patienterne blev randomiseret 1:1 til pembrolizumab 400 mg intravenøst hver 6. uge eller placebo. Begge grupper fik også paclitaxel (80 mg/m² på dag 1, 8 og 15 i hver 3-ugers cyklus) med eller uden bevacizumab (10 mg/kg hver anden uge) indtil progression eller uacceptabel toksicitet.
Ved den første interimanalyse – ved en median opfølgningstid på 15,6 måneder – forbedrede pembrolizumab signifikant PFS sammenlignet med placebo – både i den samlede population (median 8,3 måneder versus 6,4 måneder; HR 0,70; 95% CI 0,58-0,84; p<0,0001) og blandt patienter med PD-L1 CPS ≥1 (8,3 måneder versus 7,2 måneder; HR 0,72; 95% CI 0,58-0,89; p=0,0014).
Ved den anden interimanalyse (median opfølgning 26,6 måneder) var den OS ligeledes signifikant forbedret i PD-L1 CPS ≥1-populationen (18,2 måneder versus 14,0 måneder; HR 0,76; 95% CI 0,61-0,94; p=0,0053) med en tilsvarende tendens i den samlede studiepopulation (17,7 måneder versus 14,0 måneder; HR 0,81; 95 % CI 0,68-0,97; p=0,0114).
Bivirkninger af grad 3 eller højere forekom hos 67,5 procent af patienterne i pembrolizumab-armen og 55,3 procent i placebo-armen.
