Svært syge livmoderkræftpatienter lever markant længere med ny behandling

ESMO: Det TROP2-rettede antistof-lægemiddelkonjugat (ADC) sacituzumab tirumotecan gav en markant forbedring af overlevelsen hos patienter med tungt behandlet fremskreden livmoderkræft. Resultaterne vækker begejstring hos overlæge Trine Jakobi Nøttrup.

Data kommer fra det randomiserede fase III-studie TroFuse-005/ENGOT-en23/GOG-3095, som blev præsenteret ved Presidential Symposium på det europæiske onkologiske årsmøde ESMO 2026 (abstract #LBA11).

”Det er et meget betydningsfuldt studie. Det er første gang (i et fase III-studie, red.), et ADC har effekt ved livmoderkræft, og det er det første studie, som for alvor viser en effektiv behandling efter immunterapi til de her patienter. Det er resultater i en helt anden kategori, end vi tidligere har set for den her patientgruppe,” siger Trine Jakobi Nøttrup, overlæge på Rigshospitalets Afdeling for Kræftbehandling. Hun var til stede i salen, da studiet blev præsenteret.

”Hidtil har vi kun haft de gamle kemoterapier, som har en virkelig dårlig effekt. Nu kommer der pludselig en behandling, som forbedrer både den progressionsfri overlevelse og den samlede overlevelse. Det er virkelig glædeligt,” siger hun.

Rigshospitalet har deltaget i studiet, men har ifølge Trine Jakobi Nøttrup ikke rekrutteret patienter. Det har andre danske og nordiske centre til gengæld.

Syv måneders længere overlevelse

TroFuse-005 inkluderede 776 patienter med avanceret eller recidiverende livmoderkræft, herunder karcinosarkom. Patienterne havde tidligere fået platinbaseret kemoterapi og en PD-1/PD-L1-hæmmer, enten hver for sig eller i kombination, og de måtte have fået op til tre tidligere behandlingslinjer. Både patienter med målbar og ikke-målbar sygdom kunne deltage.

Patienterne blev randomiseret 1:1 til sacituzumab tirumotecan (sac-TMT) (n=386) eller investigators valg af kemoterapi (n=390). Kontrolbehandlingen var doxorubicin eller paclitaxel. Behandlingen fortsatte indtil progression eller uacceptabel toksicitet.

Ved data cutoff den 23. marts 2026 var den mediane opfølgningstid 14 måneder.

Median OS var 19,0 måneder med sac-TMT (95% CI: 16,1-ikke nået) mod 12,1 måneder med kemoterapi (95% CI: 11,0-15,2). Det svarer til en reduktion i risikoen for død på 32 procent (HR 0,68; 95% CI: 0,55-0,84; ensidig p=0,0001).

Median PFS var 7,2 måneder med sac-TMT (95% CI: 5,6-7,6) mod 3,9 måneder med kemoterapi (95% CI: 3,7-5,3). Risikoen for progression eller død var reduceret med 41 procent (HR 0,59; 95% CI: 0,50-0,70; ensidig p<0,0001).

Responsanalysen omfattede 376 patienter i sac-TMT-armen og 375 i kontrolarmen. Den objektive responsrate var omtrent fordoblet med sac-TMT (35,1 mod 17,3 procent; forskel 17,8 procentpoint; 95% CI: 11,6-23,9; p<0,00001).

Median responsvarighed var 11,1 måneder med sac-TMT (95% CI: 9,2-13,0) mod 6,9 måneder med kemoterapi (95% CI: 5,4-9,1). Blandt patienterne med respons var andelen med en responsvarighed på mindst seks måneder højere med sac-TMT (69,0 mod 53,2 procent), ligesom flere havde et respons, der varede mindst 12 måneder (42,9 mod 35,1 procent).

Stomatitis hos over halvdelen

Overlevelsesgevinsten kommer imidlertid med en toksicitet, som kræver særlig opmærksomhed. Trine Jakobi Nøttrup hæfter sig især ved, at stomatitis var meget udbredt ved behandling med sac-TMT.

”Det er en virkelig god behandling, hvis vi kan få kontrol over bivirkningerne. For stomatitis er ikke nogen ubetydelig bivirkning,” siger hun.

Behandlingsrelateret stomatitis blev rapporteret hos over halvdelen af patienterne med sac-TMT (54,9 mod 14,4 procent med kemoterapi). Stomatitis af grad 3 var også hyppigere (9,9 mod 1,6 procent). Der var ingen tilfælde af grad 4 eller 5.

”Hvis man går rundt og har ondt i munden hver dag, og det ikke er rart at spise og drikke, så er det problematisk,” siger Trine Jakobi Nøttrup.

Hun understreger derfor behovet for at forebygge og lindre bivirkningerne, blandt andet med mundskyl og understøttende behandling.

Mere anæmi og øjentoksicitet

Sikkerhedsanalysen omfattede 384 patienter med sac-TMT og 367 med kemoterapi. Den mediane behandlingsvarighed var cirka dobbelt så lang med sac-TMT (31,1 uger; spændvidde 0,1-96,7) som med kemoterapi (15,0 uger; spændvidde 0,1-94,1).

Behandlingsrelaterede bivirkninger forekom hos næsten alle patienter med sac-TMT (97,1 mod 89,6 procent), og bivirkninger af grad ≥3 var hyppigere (54,4 mod 41,4 procent).

Anæmi var den hyppigste behandlingsrelaterede bivirkning af grad ≥3 (20,8 mod 13,4 procent). Anæmi uanset grad forekom også hyppigere med sac-TMT (62,5 mod 39,8 procent).

Andre hæmatologiske behandlingsrelaterede bivirkninger omfattede neutropeni (20,8 mod 15,3 procent), fald i neutrofiltal (18,5 mod 17,2 procent) og fald i leukocyttal (12,5 mod 15,8 procent). Febril neutropeni var mindre hyppig med sac-TMT (2,3 mod 5,2 procent).

De øvrige hyppige ikke-hæmatologiske behandlingsrelaterede bivirkninger var alopeci (43,8 mod 32,4 procent), kvalme (35,9 mod 28,9 procent), fatigue (25,9 mod 22,6 procent), øjentørhed (18,5 mod 3,0 procent), opkastning (17,7 mod 10,4 procent), asteni (17,2 mod 12,8 procent) og diarré (17,2 mod 7,9 procent).

Behandlingsrelaterede bivirkninger førte til permanent behandlingsophør hos færre patienter med sac-TMT (3,1 mod 4,9 procent). Andelen af behandlingsrelaterede dødsfald var ens (0,8 procent i begge arme).

Livskvaliteten blev bevaret

Den globale helbredsstatus og livskvalitet blev opretholdt over tid i begge behandlingsarme. Trine Jakobi Nøttrup ser derfor ikke umiddelbart tegn på, at bivirkninger har givet en tydelig forskel i den overordnede livskvalitet, men hun tager forbehold for det foreløbige materiale.

”Det er svært at vurdere alle detaljerne ud fra det materiale, vi har nu, men den overordnede konklusion ser ud til at være, at livskvaliteten var nogenlunde ens med kemoterapi og sac-TMT,” siger hun.