Medicinrådet justerer anbefalinger for kræft i blære/urinveje
Medicinrådet har justeret sine anbefalinger vedrørende hhv. Keytruda (pembrolizumab) og Tecentriq (atezolizumab) efter, at det europæiske lægemiddelagentur EMA har indskrænket de to lægemidlers indikationer.
Tecentriq blev anbefalet af Medicinrådet som mulig standardbehandling af urotelialt karcinom (kræft i blære/urinveje) i Danmark i april 2018, mens Keytruda blev anbefalet som mulig standardbehandling til samme indikation i december 2017.
For Tecentriq er baggrunden for de justerede anbefalinger, at EMA i juni 2018 har indskrænket indikationen for patienter i performancestatus 0-2, sådan at Tecentriq kun må bruges til patienter med PD-L1-ekspression >fem procent, som ikke er kandidater til cisplatinbaseret kemoterapi (førstelinje). Medicinrådets anbefaling for førstelinjebehandling er derfor justeret som følge heraf.
Fagudvalget har ikke forholdt sig til det datagrundlag, der ligger til grund for EMA's beslutning, da det ikke er fuldt tilgængeligt. Der er derfor ikke ændret i fagudvalgets rapport vedrørende vurdering af klinisk merværdi, som lyder, at Tecentriq til patienter med lokalfremskreden eller metastaserende kræft i blære og urinveje giver en lille klinisk merværdi for patienter i performancestatus 0-2, som ikke er kandidater til cisplatinbaseret kemoterapi sammenlignet med CaG, samt en lille klinisk merværdi for patienter i performancestatus 0-1, som tidligere er behandlet med platinbaseret kemoterapi sammenlignet med vinflunin.
For Keytruda gælder det, at EMA i juni 2018 har indskrænket indikationen for patienter i performancestatus 0-2, således at Keytruda kun har indikation til patienter med kombineret positiv PD-L1-score >10, som ikke er kandidater til cisplatinbaseret kemoterapi (førstelinje). Medicinrådets anbefaling for førstelinjebehandling er derfor justeret som følge heraf.
Fagudvalget har heller ikke her forholdt sig til det datagrundlag, der ligger til grund for EMA’s beslutning, da det ikke er fuldt tilgængeligt, og derfor er der ikke ændret i fagudvalgets rapport vedrørende vurdering af Keytruda’s kliniske merværdi, som lyder, at Keytruda til patienter med lokalfremskreden eller metastaserende kræft i blære og urinveje giver en lille klinisk merværdi for patienter i performancestatus 0-2, som ikke er kandidater til cisplatinbaseret kemoterapi, samt en vigtig klinisk merværdi for patienter i performancestatus 0-1, som tidligere er behandlet med platinbaseret kemoterapi.
