Neoadjuverende HER2-behandling giver stort antal komplette responser ved muskel-invasiv blærekræft
ASCO GU: Kombinationen af ADC’en disitamab vedotin og immunterapien Loqtorzi (toripalimab) giver en høj patologisk komplet responsrate (pCR) hos patienter med HER2-positiv muskel-invasiv blærekræft (MIBC).
Det viser opdaterede resultater fra RC48-C017-studiet, præsenteret på ASCO GU 2025 (abstract #665). Studiet evaluerer effekten og sikkerheden af det HER2-rettede antistof-lægemiddelkonjugat disitamab vedotin (DV) kombineret med PD-1-hæmmeren toripalimab som neoadjuverende og perioperativ behandling af MIBC med HER2-ekspression.
De nyeste data viser en patologisk komplet responsrate (pCR) på 63,6 procent, hvilket er blandt de højeste rapporteret i denne patientgruppe.
Studiet inkluderede 47 patienter, hvoraf 70,2 procent gennemførte radikal cystektomi med lymfeknude-dissektion (RC+PLND) efter den neoadjuverende behandling.
HER2-udtryk kan være markør
Resultaterne viser en stærk respons på behandlingen:
- Den samlede pCR-rate var 63,6 procent (95 % CI, 45,1-79,6), hvilket betyder, at næsten to tredjedele af patienterne havde fuldstændig tumorregression i både blæren og lymfeknuderne ved operationstidspunktet.
- Den samlede patologiske responsrate (≤ ypT1N0M0) var 75,8 procent (95 % CI, 57,7-88,9), hvilket indikerer, at størstedelen af patienterne oplevede en betydelig reduktion i tumors udbredelse efter behandlingen.
- Blandt patienterne med høj HER2-ekspression (IHC 3+) blev en endnu bedre respons observeret, idet 84,6 procent opnåede pCR.
Det antyder, at HER2-ekspressionsniveauet kan være en vigtig prædiktor for behandlingens effektivitet, vurderer forskerne.
PD-L1-ekspression så også ud til at påvirke responsen, men forskellen var mindre markant.
Patienter med PD-L1-positive tumorer opnåede en pCR-rate på 77,8 procent, mens patienter med PD-L1-negative tumorer havde en pCR-rate på 62,5 procent.
Lovende hændelsesfri overlevelse
De foreløbige overlevelsesdata viser en étårig hændelsesfri overlevelsesrate (EFS) på 89,5 procent (95 % CI, 69,8-96,7). Næsten 90 procent af patienterne var altså sygdomsfrie et år efter behandlingen. Dog er de samlede overlevelsesdata stadig umodne, og længere opfølgning vil være nødvendig for at vurdere den fulde kliniske effekt, skriver forskerne.
Ingen patienter oplevede behandlingsrelaterede forsinkelser i forbindelse med operationen. Det indikerer, at kombinationen af disitamab vedotin og toripalimab ikke kompromitterer muligheden for kirurgisk indgreb. Den samlede sikkerhedsprofil var i overensstemmelse med tidligere rapporterede data, og der blev ikke observeret nye toksicitetssignaler.
