Skip to main content

 

EZH2-hæmmer plus Xtandi forlænger PFS ved mCRPC

Skrevet af Bo Karl Christensen den . Skrevet i Urologisk kræft.

ASCO GU: EZH2-hæmmeren mevrometostat i tillæg til Xtandi (enzalutamid) samt androgen deprivationsterapi (ADT) forlænger progressionsfri overlevelse (PFS) og øger PSA-respons hos patienter med metastatisk kastrationsresistent prostatakræft (mCRPC), der tidligere har fået abirateron og maksimalt én tidligere kemoterapibehandling. 

Det viser resultater fra et randomiseret dosis-eskaleringsstudie, præsenteret på ASCO GU 2025 (abstract #LBA138).

Studiet inkluderede 81 patienter, hvoraf 41 modtog mevrometostat og enzalutamid (M+E), mens 40 modtog enzalutamid alene.

Efter en median opfølgning på 9,6 måneder viste resultaterne, at: 

  • Median rPFS var 14,3 måneder (95 % CI, 7,5-ikke estimérbar) med M+E sammenlignet med 6,2 måneder (95 % CI, 4,1-13,9) med enzalutamid alene.
  • Hazard ratio for rPFS var 0,51 (90 % CI, 0,28-0,95).

Bedre PSA- og objektiv respons

Blandt patienter med målbar sygdom ved baseline gav M+E en højere objektiv responsrate (ORR):

  • 26,7 procent (95 % CI, 7,8-55,1) af patienterne i M+E-armen opnåede respons.
  • Til sammenligning opnåede 14,3 procent (95 % CI, 1,8-42,8) respons i enzalutamid-armen.

For PSA-respons viste data en forbedret effekt af M+E: 

  • 34,1 procent (95 % CI, 20,1-50,6) af patienterne i M+E-armen opnåede en ≥50 procent reduktion i PSA-niveau (PSA50).
  • I enzalutamid-armen var PSA50 kun 15,4 procent (95 % CI, 6,0-31,3).

Høj grad af diarré

De mest almindelige behandlingsrelaterede bivirkninger (TEAEs) varierede mellem grupperne:  M+E-armen: diarré (78,0 procent), nedsat appetit (58,5 procent) og dysgeusi (58,5 procent). Enzalutamid-armen: træthed (42,5 procent), kvalme (25,0 procent) og anæmi (22,5 procent). Alvorlige bivirkninger (grad ≥3 TEAEs) forekom hos 53,7 procent i M+E-armen og 42,5 procent i enzalutamid-armen. De mest almindelige alvorlige bivirkninger i M+E-armen var diarré, neutropeni og sepsis. Ingen patienter oplevede behandlingsrelaterede dødsfald. 

Studiet undersøgte også, hvordan madindtag påvirkede eksponeringen af mevrometostat:  Plasmaniveauerne af M var sammenlignelige mellem 1250 mg fastende og 875 mg taget med mad. Behandlingsrelaterede bivirkninger var mildere ved 875 mg med mad sammenlignet med 1250 mg fastende.