
”Det er positive resultater, der flugter med vores erfaringer og giver håb om, at vi inden for en overskuelig fremtid vil kunne tilbyde en mere effektiv behandling til patienter med udbredt peniscancer,” siger Peter Meidahl Petersen.
Endelig et spinkelt håb: Libtayo og kemoterapi forbedrer responsrater ved avanceret peniskræft
ASCO GU: Kombinationen af PD-1-hæmmeren Libtayo (cemiplimab) og platinbaseret kemoterapi kan muligvis blive en længeventet forbedring af førstelinjebehandling for patienter med lokalt avanceret eller metastatisk peniskræft. Det er gruppe af patienter, som har stærkt behov for bedre behandlinger, siger overlæge Peter Meidahl Petersen.
Mænd med peniscancer har ikke mange behandlingsmuligheder, hvis operation og stråleterapi ikke slår til. Herfra er der kun kemoterapi, og prognosen er ringe.
Derfor har onkologer med fokus på peniscancer håbet på at se nye data på et nyt lægemiddel. Selvom immunterapi har skuffet i tidligere studier, så er der indikationer på, at det virker på nogle patienter.
Det synes de nye data fra EPIC-A-studiet, der blev præsenteret på ASCO GU 2025 (abstract #1), at underbygge.
Studiet evaluerer effekten af cemiplimab kombineret med standardkemoterapi (cisplatin/5FU eller TIP) som førstelinjebehandling for patienter med lokalt avanceret eller metastatisk peniskræft (la/mPC). Data viser, at behandlingen giver en høj klinisk benefit rate (CBR) og objektiv responsrate (ORR) med en håndterbar bivirkningsprofil. Nogle havde langvarige responsrater.
Det stemmer overens med erfaringerne fra Danmark, fortæller Peter Meidahl Petersen, overlæge på Rigshospitalets kræftafdeling.
”Vi har tilbudt PD-1-positive patienter med planocellulær karcinom, der er progredieret på kemoterapi, behandling med immunterapi. Her har vi flere gange set rigtig god effekt, hvor enkelte bliver kræftfrie,” siger Peter Meidahl Petersen.
Markant respons
Studiet inkluderede 29 patienter fra 11 centre i Storbritannien, hvoraf 76 procent havde metastatisk sygdom. De fleste havde metastaser til lungerne (55,2 procent), knoglerne (23 procent) eller leveren (6,9 procent).
Efter 12 uger viste studiet en CBR på 62,1 procent (95 % CI, 44,4-79,7) og en ORR på 51,7 procent (95 % CI, 34,4-68,6), hvilket betyder, at over halvdelen af patienterne oplevede en målbar reduktion i tumors størrelse. På dette tidspunkt havde 15 patienter partielle responser (PR). Ved senere opfølgning var der én patient som havde opnået komplet respons.
Effekten blev fastholdt ved 21 uger, hvor:
- CBR var 48,3 procent (95 % CI, 31,4-65,6).
- ORR var 44,8 procent (95 % CI, 28,4-62,4). 12 patienter havde PR, og én patient opnåede komplet respons (CR).
- Den mediane progressionsfri overlevelse (PFS) var 6,2 måneder (95 % CI, 3,7-8,7), mens den samlede overlevelse (OS) er estimeret til 15,5 måneder (95 % CI, 6,0-25,0).
”Det er positive resultater, der flugter med vores erfaringer og giver håb om, at vi inden for en overskuelig fremtid vil kunne tilbyde en mere effektiv behandling til patienter med udbredt peniscancer,” siger Peter Meidahl Petersen.
Bivirkningsprofil stemmer med tidligere data
Den samlede bivirkningsprofil var i overensstemmelse med tidligere rapporterede data for cisplatinbaseret kemoterapi og immunterapi. 23 procent af alle bivirkninger var relateret til cemiplimab, mens 31 procent var relateret til kemoterapi. 14 procent af patienterne (4 patienter) måtte stoppe behandlingen på grund af bivirkninger relateret til cemiplimab. Der var to behandlingsrelaterede dødsfald (grad 5 AEs), men ingen var relateret til cemiplimab. Ét dødsfald var relateret til kemoterapi.
