Professor kritiserer diagnostiske pakkeforløb: Efterlyser langt større faglig stringens

Der er ikke gjort nok for at rette op på den store variation, som længe har knyttet sig til de diagnostiske pakkeforløb, mener professor Peter Vedsted.

I januar i år kom Sundhedsstyrelsen ellers med en ny opdateret vejledning for det diagnostiske forløb, der bl.a. skulle forsøge at ensrette implementeringen af diagnostisk pakkeforløb på tværs af landets diagnostiske centre. Og selvom der er sket et løft, så mener professor Peter Vedsted altså ikke, at det er tilfredsstillende. Han er ledende regionslæge i Grønland og mangeårig forsker og professor ved Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus og Diagnostisk Center, Universitetsklinik for Innovative Patientforløb, Silkeborg.

Som fagperson har han været med i kræftforskningen fra starten af 00’erne, hvor han og kollegaerne fik flere bevillinger til at forske i udredningen af kræft, som førte frem til kræftpakkerne og de diagnostiske forløb for uspecifikke symptomer, som blev etableret i Danmark for mere end ti år siden.

”Det, Sundhedsstyrelsen har gjort, er, at de har opdateret vejledningen efter et vist pres for ensretning og samordning, og desuden har de fortsat medtaget en ekstra lille cancergren, dvs. tumorer af ukendt oprindelse. Men denne cancertype hører efter min bedste mening ikke til i det diagnostiske forløb, da det er en stedmoderlig behandling af et område, som burde ligge på de mest højtspecialiserede onkologiske afdelinger i stedet for. Det har vi i Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus gjort opmærksom på,” siger Peter Vedsted over en zoom-forbindelse fra Ilulissat, Grønland, hvor han for øjeblikket bor og arbejder.

Meget er sket – men ikke nok

Engang kunne der gå flere måneder, før der skete noget ved en uspecifik mistanke om kræft, fortæller han og forsætter:

”Sådan er det heldigvis ikke mere, og alle studier viser, at det er vigtigt hurtigt at nå frem til diagnosen. Alligevel er det er et alvorligt problem for patienterne, at de diagnostiske forløb for uspecifikke symptomer stadig foregår så forskelligt fra region til region og inden for den enkelte region, og at der heller ikke nødvendigvis følges ordentlig op, hvis der er tale om anden alvorlig sygdom end kræft.”

Han henviser til den seneste VIVE-rapport fra 2021 og til Christina Sadolin Damhus og kollegaers videnskabelige undersøgelse fra samme år, der på forskellig vis dokumenterer, at det forholder sig sådan:

”Jeg var med som en del af sparringsgruppen bag den seneste VIVE-rapport, og forfatterne bag konkluderer det samme, som jeg og mine kolleger har fundet i vores forskning – nemlig at der er grund til at være langt mere faglig stringent i den måde, man planlægger det diagnostiske forløb på, også i forhold til det logistiske,” siger Peter Vedsted.

Alle sygdomme kræver faglig og logistisk stringens

Professor Peter Vedsted peger generelt på, at uanset hvilken sygdom, man har med at gøre, er det indlysende, at det er vigtigt at være fagligt stringent – men at man er gået på kompromis med det princip helt fra begyndelsen i det diagnostiske forløb:

”Det er et stort problem, at man oprindeligt overlod det diagnostiske forløb til mere eller mindre tilfældige beslutninger, både administrativt og lægefagligt. Det er ikke optimalt. Uanset, hvilke sygdomme, om det er kræft eller dårligt hjerte, der er tale om, er der et behov for at der behandles med stringens i både faglighed og logistik,” siger Peter Vedsted.

Han peger også på, at det efterhånden er 15 år siden, at kræftpakkerne blev introduceret første gang, og at det for de fleste er kendt som en succeshistorie. Bagefter opdagede man, at det kun var halvdelen af patienterne, der kunne udredes på den måde, og så var der en gruppe på 25-30 procent, som fejlede noget alvorligt:

”Det var patienter, som havde uspecifikke symptomer og hvor der var mistanke om, at de fejlede noget alvorligt. Så blev man ”yo-yo”-patient og sendt rundt fra specialområde til specialområde, hvis man ikke passede ind i kræftpakkerne. Og så gik lægerne i Vejle og Silkeborg og DMCG ind og arbejdede på at udvikle et samlet forløb for patienter, hvor der var mistanke om noget alvorligt – kræft eller andet – og hvor tanken var, at den praktiserende læge først så patienten igen, når der var stillet en endelig diagnose. Alt sammen løbende underbygget af klinisk og epidemiologisk forskning”.

Sundhedsstyrelsen lancerede derefter det diagnostiske pakkeforløb, som skulle udrulles i alle regioner. Det skete i 2012 i en vejledning:

”Udrulningen foregik efter en almindelig dansk, normalanarkistisk tilgang, hvor man i regionerne fik til opgave at sørge for at oprette de diagnostiske forløb i en periode, hvor der samtidigt var mange penge at hente i tilknytning til de forskellige kræftplaner. Holdningen var, at man selv ville bestemme, hvordan pengene skulle bruges. Så der var en udstrakt grad af metodefrihed, hvilket man ser resultatet af i dag,” siger Peter Vedsted.

”Jeg tror, at det helt grundlæggende er vigtigt at vide, når man skal i et forløb, at der er tre ben at gå på, nemlig at der dels er den oplagte kræftmistanke, dels alvorlig sygdom som kan være kræft, og dels at der kan være sygdom, selvom der ingen alvorlige tegn er”. Sådan skal sundhedsvæsnet også være indrettet.”

Ikke stirre sig blind på kræft

Fra Peter Vedsteds synspunkt kunne man forbedre forholdene for patienterne i de diagnostiske forløb, hvis der var mere tværfaglighed i udredningen og en klargørelse af, at man kan fejle meget andet end kræft.

Han forestiller sig, at onkologerne kunne blive en del af den primære udredning af kræft, som rådgivende specialister, der inddrages i udredningen via tværfaglige konferencer –den diagnostiske pendant til MDT –konferencerne, når diagnosen er stillet, hvor man ser på billeder, prøver mv. og foreslår, hvilken vej man kan gå:

”Traditionelt har danske onkologer ikke været en del af den primære udredning af kræft. Derfor vil jeg mene, at man som onkolog godt kan tænke på, hvordan den primære udredning af kræft foregår. Primær kræftdiagnostik kræver et bredt samarbejde, og man skal inspirere hinanden fagligt. Vi står faktisk med mange mennesker, der ikke er kræftsyge – heldigvis – fordi det viser sig, at hovedparten i sidste ende fejler noget andet. I Silkeborg var vi nede på cirka 11 procent, som kom ud med en kræftdiagnose fra et diagnostisk forløb, og det vil jo så sige, at 80-90 procent ikke har kræft, men ofte fejler noget andet alvorligt, hvor vi som sundhedssystem ikke bare må slippe dem dér.” siger Peter Vedsted og slutter af:

”Onkologerne kunne derfor have en rolle i den primære diagnostik, hvor man ikke nødvendigvis går efter kræft – så man ikke stirrer sig blind på kræft –da der lige så godt kan være tale om en alvorlig gigtsygdom eller andre alvorlige sygdomme. Det siger jeg på baggrund af, at jeg tidligere har oplevet, at man omtalte de diagnostiske centre som kræftklinikker, og hvis man kom ind via et diagnostisk forløb og ikke havde kræft, så var det bare ud igen. Og det er uheldigt – for forløbet er til alvorligt syge mennesker, som kan fejle alle typer af alvorlige sygdomme.”