Medicinrådet anbefaler endnu en immunterapi til galdevejskræft
Medicinrådet anbefaler Keytruda (pembrolizumab) i kombination med gemcitabin og cisplatin til førstelinjebehandling af fremskreden kræft i galdevejene. Rådet vurderer, at pembrolizumab er ligestillet med checkpoint-hæmmeren Imfinzi (durvalumab), der fik en positiv anbefaling i september 2024.
Den nye anbefaling af pembrolizumab plus gemcitabin og cisplatin blev givet i Medicinrådets såkaldte 14-ugers proces.
14-ugers processen er den hurtigste af Medicinrådets vurderinger og bruges i sager, hvor prisudviklingen på lægemidlerne, og Medicinrådets beslutningshistorik tilsammen gør, at den sundhedsøkonomiske analyse kan udelades fra Medicinrådets beslutningsgrundlag, skriver rådet.
Da Medicinrådet vurderer, at effekten af pembrolizumab og durvalumab i første linje til patienter med fremskreden galdevejskræft er sammenlignelig, så er der tale om en konkurrencesituation. Herfra er det op til de behandlende onkologer at vælge det billigste lægemiddel.
”Medicinrådet vurderer, at pembrolizumab i kombination med gemcitabin og cisplatin kan betragtes som ligestillet med durvalumab i kombination med gemcitabin og cisplatin, og anbefaler regionerne at benytte det lægemiddel, der samlet set er forbundet med de laveste omkostninger. Medicinrådet anbefaler, at pembrolizumab doseres vægtbaseret, og at patienterne maksimalt får pembrolizumab i to år,” skriver rådet.