Skip to main content

 

- først med nyheder om medicin

Forsøg med frøæg giver forståelse for reparation af DNA

Når DNA bliver kopieret, hvilket sker hver gang en celle bliver delt, udløser det samtidig reparation af skader på DNA’et. Det har forskere fra Københavns Universitet beskrevet i et nyt studie, hvor de har studeret ekstrakt udvundet fra frøæg, hvis proteiner minder om menneskecellers.

Forskerne håber, at de nye forskningsresultater på sigt kan bruges til at lave mere effektive behandlinger mod kræft.

Skadelige læsioner på DNA’et kan opstå på mange forskellige måder og kan både forårsages af faktorer inde fra kroppen og udefra. I studiet, som er offentliggjort i Molecular Cell, har forskerne afdækket nogle af de måder, som celler bruger til at reparere skader. Den type skader, som forskerne har studeret, er såkaldte DNA-protein crosslink. 

”Det er essentielt at forstå, hvordan de her skader bliver repareret, fordi hvis de ikke bliver fikset, så udvikler man kræft og accelereret aldring. Men det er også et vigtigt element at forstå i forhold til kræft og kemobehandling. De fleste kemobehandlinger virker på den måde, at de skaber de her skader. Hvis vi kan få en forståelse af, hvordan skaderne bliver repareret, så kan vi bruge det til at udvikle en kombinationsbehandling, hvor man på den ene side skaber skader, samtidig med at man hæmmer kræftcellernes reparation af dem. Det vil være en endnu mere effektiv måde at dræbe kræftceller på,” siger sidsteforfatter til studiet, Julien Duxin, lektor ved Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research, i en pressemeddelelse.

Forskerne har fundet to måder eller veje, som bliver brugt til at udbedre DNA-protein crosslinks. De har samtidig afdækket, hvordan kopiering af DNA udløser disse reparations-processer.

”Kræftceller deler sig hurtigere end normale celler og har derfor brug for mere DNA-kopiering. De er derfor meget følsomme over for skader, som forstyrrer den proces. Imidlertid kan DNA-kopiering også udløse reparationen af skader. Eksempelvis, kan man sammenligne DNA-kopiering med en motorvej med biler på. Hvis du har en stor sten på midten af en vej, hvor ingen kører, så er der ingen, som opdager stenen. Men så snart man kører på en vej, der er blokeret, bliver du opmærksom på, at der er et problem, som skal løses,” siger Julien Duxin.

Kræftceller er smarte og finder ofte en måde at reparere sig selv på. Eksempelvis kan en kemobehandling virke mod en type kræftceller i en periode på seks måneder for derefter at stoppe med at virke, fordi kræftcellerne har fundet ny vej til at fjerne en skade og reparere skaderne. Derfor vil forskerholdet nu fortsætte med at undersøge disse skader og finde flere måder, hvorpå de bliver repareret. De har særligt fokus på de former for DNA-skader, som opstår ved kemobehandlinger.

Kultur