Kristian Lunds blog
Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

Faglige selskaber skal nu rydde op i retningslinjer på kræftområdet

Sagen om mangelfulde brystkræftundersøgelser for kvinder i tre regioner, får nu regionerne i fællesskab til at sætte gang i arbejde at rydde op og ensrettet tolkningen af retningslinjerne.

For der har på flere hospitaler i flere regioner været forvirring om, hvordan retningslinjer for brystkræftundersøgelser skal tolkes, når der er tale om kvinder, der ikke har symptomer på kræft.

I fredags drøftede sundhedsdirektørerne fra de fem regioner sagen, og i dag havde Danske Regioner inviteret Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed og de faglige grupper for at sikre, at der fremover ikke tvivl om fortolkningen af retningslinjerne for brystkræftundersøgelser.

"Der er usikkerhed og forvirring om de faglige retningslinjer for brystkræftundersøgelser blandt klinikerne. Vi er enige om, at der skal ryddes op, så der ikke er fortolkningsusikkerheder," siger sundhedspolitisk direktør i Danske Regioner, Erik Jylling.

"Fordi retningslinjerne er mange, og der er uklarhed omkring dem, har vi i dag aftalt, at de faglige grupper gennemgår dem, så der for fremtiden ikke er tvivl om, hvordan retningslinjerne skal tolkes."

De faglige selskaber (DBCG) vil inden for kort tid lave en skrivelse, der præciserer, hvordan fortolkningen af de gældende retningslinjer bør være. Desuden vil der blive lavet en revision af retningslinjerne.

Oprydningen kommer efter, at Jyllands-Posten har kunnet beskrive, at op mod 2000 kvinder i Region Midtjylland og Region Syddanmark i årevis ikke har fået de undersøgelser for brystkræft, som de havde krav på. I begyndelsen handlede skandalen kun om Region Sjælland og Ringsted Sygehus, men heller ikke på Aarhus Universitetshospital (AUH) og Odense Universitetshospital (OUH) har man ifølge Jyllands-Posten fulgt retningslinjerne. De mangelfulde undersøgelser er blandt andet blevet begrundet med ressourcemangel.

Fakta:  Kliniske retningslinjer

  • Den lidt tekniske term ’kliniske retningslinjer’ dækker over arbejdsredskaber, som den enkelte sundhedsprofessionelle bruger i sin dagligdag.
  • De kliniske retningslinjer er støtteværktøjer for de sundhedsprofessionelle. De bruges bl.a. til at beslutte hvilken behandling, der er mest passende og korrekt i det konkrete patientforløb.
  • Kliniske retningslinjer udarbejdes af de mange sundhedsprofessionelle, som er engagerede i faglige eller videnskabelige selskaber. Herudover laver Sundhedsstyrelsen også Nationale Kliniske Retningslinjer.
  • Den kliniske retningslinje, der har været fortolkningstvivl om, er udarbejdet af DBCG, der er en faglig sammenslutning af brystkræftlæger.

Kilde: Danske Regioner

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift